Den samme morgen sat den russiske utenriksminister Grev Alexei Lenski paa sit kontor i Nevski Prospekt i St. Petersburg og hadde en kort konferanse med krigsministeren og sektionschefen for det hemmelige politi. Der var en brilliant stemning over konferansen. Den lille utenriksminister med det skaldede hode og de utstaaende øine spøkte og lo, som om den europæiske situation skulde være en andedam.
—Mine herrer, sa han og slo ut med de lange, fine fingre, der er egne for diplomater og lommetyve . . . vor stilling er gunstig. Saavidt jeg kan forstaa, er vor flaate i dette øieblik 20 kvartmil fra Kristianssand. Den vil være der 12 timer før de engelske og tyske flotiller. Admiral Besukhov har ordre til at ta fæstningen med eller mot nordmændenes vilje. Han medbringer 20 kanoner svært fæstningsskyts til forsterkelse av batterierne. Jeg antar, at ingen magt skal kunne rokke os fra denne stilling. Vor flaate staar under bedækning av et overordentlig kraftig fæstningsskyts. Paa denne maate sikrer vi os Norges neutralitet, og vi selv faar kloen i et bytte, som burte været vort for længe siden. Japanerne har lært os russere, at vi skal hugge løs med en gang. Det er al god krigs ledende princip. Det første slag er ofte lammende. Rusland fører ikke krig, men vi ønsker at bevare Norges integritet.
De to andre herrer lo diskret.
—Maa jeg endvidere komplimentere mine herrer for deres andel i Kieleraffæren. Jeg haaber, at alt er iorden.
—Ingen har nogen anelse om, hvem der stak bomben i »Friedrich Karl«s cylinder, sa politichefen. Vore folk talte engelsk til fuldkommenhet og hører til de bedste i etaten. Der kommer ikke et ord ut den vei.
