denne ørkenstump for nogen millioner pund. Tyskland syntes først villig, men saa kom den lille sten, som altid vælter det store læs.
Under en manøvre i Kiels havn blev den store, nye dreadnought »Friedrich Karle« uformodet sprængt i luften og totalt ødelagt. Nogen hundrede mand gik med ved eksplosionen. Ved undersøkelsen viste det sig, at der var lagt en bombe under en av maskinens cylindre. Og mistanken henlededes paa to mænd, som ved hjælp av anbefalinger hadde faat anledning til at bese sig ombord. Det viste sig senere, at anbefalingerne var falske. Der rettedes i den tyske presse de skarpeste angrep paa den engelske regjering, som man mente her hadde hat en finger med i spillet.
Sir Edward Grey avviste beskyldningerne med foragt. Men det syntes virkelig, som om de to bombemænd var av engelsk nationalitet. Og stemningen, som før var trykket, blev nu ophidset til det yterste. Der utveksledes meget kraftige noter, og de andre magters holdning gjød olje i ilden.
Til en viss grad saa det ut til, at Rusland, Frankrike, Italien og Østerrike vilde stille sig neutrale i den kommende mandjevning. Men de kolossale rustninger i alle lande tydet paa, at ingen trodde paa de smukke fraser om neutralitet i dette specielle mellemeuropæiske mellemværende.
Imidlertid var situationens alvor blit klar for de fleste. Ophidselsen var nu saa stor, at man hvert øieblik kunde vente krisen. Alle indblandinger fra fredsorganisationernes side feiedes hurtig væk. Paven forsøkte sine kunster, men ogsaa det mislykkedes. Og den 26de september om morgenen erklærtes krigen . . .
