Da blev pludselig lydtegnene jevne og rolige. Saa skrev hun ned:
Det er torpedobaaten »Hai«, kaptein Dreyer. Vi er forfulgt av to russiske torpedojagere, som har skutt »Draug« og »Hval« isænk 30 kvartmil nordvest for Skagen. Den russiske flaate er paa vei til Kristianssand og vil være der om nogen timer. Den tyske Nordsjøeskadre har samtidig forlatt Helgoland og 14 engelske slagskibe forlot Englands kyst igaaraftes. Alle har Kristianssand som maal. Vi medbringer en hemmelig depeche til admiralstabschefen. Har lukket den op i yterste nød. Den lyder paa, at krigen vil bli erklært imorgen tidlig. Send meddelelsen videre. Det er forbi med os. Kulerne suser omkring os. En har allerede ramt forskibet og dræpt næstkommanderende og fem mand. Hils . . .
Bergljot Bratt hørte ikke mere. Det var som en tung haand var kommet og feiet al lyd væk. Sveddraaperne perlet paa hendes pande. Hun følte øieblikkets alvor. En sus av verdenshistorie hadde streifet hendes øre . . . og med visionær tydelighet saa hun den sorte torpedobaat styrte i dypet, mens flaget sendte den sidste hilsen over det solsitrende hav.
Hun kjendte sin pligt og grep telefonen. Det var forunderlig, hvor mat den lød idag. Hun ringte atter og atter. Intet svar. Hun reiste sig i fortvilelse. Hvorfor skulde den netop idag være i uorden. Hvert minut, hver time var kostbar.
Hun slængte røret fra sig.
Aa—at bestyreren netop idag skulde reise bort! Men baaten laa dernede i viken. Hun fik ro over til Odderøen selv. Det gjaldt jo fædrelandets dyreste
