interesser. Hun gav sig ikke tid til noget. Sprang uten hat og tøi. Rev med sig telegrammet.
Saa løp hun hurtig nedover mot den lille brygge. Hun merker ikke, at hendes lyse haar løsnet og flommet gyldengult i solen. Hun ænset ikke flængerne i sin kjole. Hun var ung og sterk, og det smidige legeme taalte alle anstrængelser . . . Bare hun nu maatte komme tidsnok! . . . Der laa baaten. Hun vilde stige op i den . . . Men pludselig reiste der sig en liten mørk mand i en simpel men ellers velholdt dragt, bak en av strandens stener.
—Hvad vil De, unge dame? spurte manden paa svensk i en høflig og mild tone.
Bergljot saa paa ham.
—Jeg skal til byen, sa hun. Vil De hjælpe mig at ro mig frem.
—Desværre, sa manden, jeg har ikke tid. Og De har heller ikke tid, tilføiet han pludselig skarpt. Pas Deres telegraf! Der er Deres post! Og vogt Dem for at forlate øen.
Mandens ydmyge væsen var forsvundet. Det var en farlig magt og myndighet i hans ord. Og hans smaa, sorte ilderøine lyste i det bleke ansigt.
Da puttet Bergljot brevet ned i sin bluse, rev skjørterne av sig og kastet sig ut i sjøen.
