Spionfrygten var især vokset til en uhyggelig høide. Det hændte ikke en dag, at Odderøens kommandant ikke maatte vise væk nærgaaende personer.
Og hvad skrev ikke »Christianssands Tidende«, som laa utbredt for hende: Der er nu fare paafærde i den internationale politik. Den russiske flaate, som, under foregivende av at skulle foreta et besøk i Cherbourg, igaar passerte Øresund, menes at skulle demonstrere i de nordiske farvande. Og fra alle stormagters marineverfter meldes om fabelagtig virksomhet. Børspapirene er utsat for voldsomme svingninger. Der var panik paa Pariserbørsen idag . . .
Hun stanset pludselig læsningen. En svak lyd naadde hendes øre. Der var nogen, som vilde komme i forbindelse med hende. Lyden var saa fjern, at hun ikke med en gang kunde opfatte, hvad det var. De tikkende Morsetegn avbrøtes uavladelig. Det var, som en eller anden generede avsenderen. Men pludselig kom det med gnistrende tydelighet:
Bergljot Bratt blev meget blek. Hendes hænder rystet. Hun bet tænderne sammen. Nu gjaldt det. Alt avhang av hendes ro og koldblodighet. Det var jo signalet for et skib i yterste nød, som klang for hendes øre. Det var dødssangen fra det synkende »Titanic«, det var tuseners dødsskrik om hjælp gjennem en eneste vibrerende strømbølge! . . .
Den unge pike bøide sig dypt og lyttet anspændt med blyanten i haanden. Og atter hørte hun den tikkende lyd med det forfærdelige signal. Hun svarte atter og atter . . . Hvad er det? Hvor er dere? Hvilket skib? . . .
