haand støttet under kindet! . . . Hendes lysblonde haar bølget om et ansigt, som hverken var regelmæssig eller klassisk i sin form. Men hele skikkelsen med de runde og kraftige former, den skjønne halslinje og de veke, tilbakeglidende skuldre var et syn at se av ung kvindelighet. Hun var av de kvinder, som ikke kjender sin egen skjønhet, og som kun mænd med sunde—og ubedærvede sanser holder av. Hendes navn var Bergljot Bratt.
Ensom og upaaagtet sat hun derute paa den lille station ved havbrynet, en fattig liten pike, som nød solen og sundheten i fulde drag og drømte med store, blaa øine om en fremtid, som nu laa saa haabløst langt borte.
Der findes kvinder, som blænder os og daarer os med et eneste blik. Der findes kvinder, som flagrer sig ind i vort hjerte paa lette sommerfuglevinger.
Bergljot Bratt hørte ikke til nogen av disse kategorier. Hun var laget av det samme stof som de største kvinder i historien. Men hun visste det slet ikke. Det kvindelige mod, som væbnet Charlotte Cordays haand, den blaaøiede energi, som tændte gløden i Anna Kolbjørnsdatters sind,—alt laa slumrende hos denne unge pike med det fjerne, bedrøvede vemod i to ellers saa livsglade øine.
Hun var alene paa øen nu. Bestyreren var reist til Kristianssand for at motta ordre i en meget vigtig anledning. Han hadde set meget alvorlig ut, da han drog sin vei og git hende de strengeste formaninger om at passe paa. Der var nok store ting igjære. Aviserne var pludselig blit saa ængstelige og underlige i sine uttalelser.
