Stormen hylte over Hvaløerne. Den slet i trærne, den for ilde med de gamle morkne eke. Havet rullet ind gjennem de trange smaabugter med drøn og brak, og skyerne laa tunge og mørke over den skumskavlede sjø.
Skjønt klokken viste fire om eftermiddagen, ruget der en dyster graahet over det sommerlige landskap. Ikke en baat saaes paa sjøen. Intet hvitt seil brøt halvmørket.
Det var en dag, som længe vil mindes blandt fiskerne og lodserne. Stormen var saa sterk, at den rykkede trær op med roten og slet dem med sig. Og landliggerne hadde tændt lys og lyttet med ængstelse paa orkanens vældige angrep paa de lave huse. Hui—hvor den brølet, mens sjøsprøiten stod som en røk over landet.
Nede ved Ilmari Erkos fabrik stod der tre personer klædt i oljehyra fra øverst til nederst. Dvergens lille skikkelse tok sig meget pudsig ut mellem to av de bredeste mænd, som nogensinde har knyttet en næve. Det var saavidt, at han kunde holde sig paa benene, medens han strævde med nøklen til det lave, langstrakte træskur. Saa lød der et svakt smeld, og en smal dør gled ind i bordvæggen. Dvergen gik først ind, og det var saavidt, at de to andre fik klemt sine svære skuldre gjennem den smale aapning. Døren smeldte i efter dem, og to mægtige reflektorer fra den lange bygnings hjørner kastet sine intense straaler over det eiendommelige rum.
