har vaaben til at hevne sin skjændsel. Det staaldyr derinde er født av hat til det land, som har ført Finlands folk til resignationens skampæl. Og De vil, at jeg skal skjænke Dem det for nogen hundretusen usle rubler. Aldrig! . . .
Asev saa mørkt paa ham. Der var kommet en forstenet ro over hans ansigt.
—Vel, mumlet han, er det Deres sidste ord?
—Ja og tusen ganger ja, ropte dvergen.
Russeren traadte et skridt tilbake og hævet langsomt hænderne. De to traade gnistret i lyset. Hans øine slap ikke dvergens ophidsede ansigt, mens han førte enderne nærmere og nærmere sammen. Tilslut var der kun en centimeter tilbake mellem traadene.
—For sidste gang, sa han skarpt, vil De anta vore betingelser, eller se Deres hjernes skjønneste drøm dø for Deres øine?
Dvergen knyttet næverne.
—Hvorfor skynder De Dem ikke, skrek han haanlig. Hund som De er!
Da la russeren traadene overkors. Der gik en brøkdel av et sekund; . . . men ingen eksplosion fulgte.
—Russeren saa sig forvildet om, mens hans sorte øine sprutet gnister. Han lot traadene atter og atter gnisle mot hinanden. Ingen lyd hørtes. Der gik nogen sekunder . . .
Da lød der pludselig inde fra mørket en stille og dæmpet latter.
