gen og akkumulatorhuset. Det var det eneste hjørne, hvor buelampens energiske lys ikke naadde hen.
Da brøtes pludselig stilheten. En mands skridt hørtes paa gruset. Nogen sekunder efter kom en liten sort skikkelse frem i lyset. Det var den fremmede fra Lars Kirkebøs have. Hans bleke ansigt lyste grønhvitt i det sterke skin. Men der lekte et smil om hans mund og han gik fremover som en mand, der vet, at han drives frem av det store ubøielige fatum. Rolig og avmaalt gik han ret mot de to mænd. Og like bakefter ham vandret katten »Pajazzo« med lange og majestætiske skridt og høit løftet ryg. Den gamle herre med de strittende veirhaar, de sønderbidte ører og den korte, avslitte hale var i et herlig krigshumør. Dens grøngule øine glimtet som smaragder mot det elektriske lys. Den var ikke til at spøke med, der den gik fremover med smaa knurrende hvin. Vel var den kun en huskat, men der fløt krigerblod i dens aarer—fra de forfædre, som hadde lusket omkring paa de persiske kalifgrave mellem Ispahans ruiner.
Den fremmede mistet ikke et øieblik sin ro. Der var en slags ærbødig foragt i hans holdning. Han bar sine slitte klær med stor værdighet. Han ænset ikke de nye rifter, som paa enkelte steder blottet skjorten, han kastet ikke engang et blik paa sine hænder, som var blodige og forrevne.
Han stanset nogen skridt fra dvergen og tok sin lue av med megen anstand. Der var ingen tvil eller nølen hos ham. Han hilste som en gentleman, der hilser gentlemen. Det første minut talte ingen. Den fremmede saa forbauset ut og vendte sig utover mot sjøen . . .
