laver istand nogen spektakel. Der kan endnu findes dem, som mener, at de har et uopgjort regnskap med os, Helene.
—Er der da noget særligt, som ængster dig?
—Nei, svarte han undvigende. Det er bare en følelse, en stemning . . . Der strøk en sky forbi solen. Du vet, der skal ikke mere til for at faa os sporhunde til at se spøkelser. Jeg skulle ønske, at Fjeld hadde været her. Han burte ha kjendt til notisen i »Times« om »Flyvefiskens«s ankomst. Der maa være en eller anden kontorist i krigsministeriet, som ikke kan holde kjæft. Men vi hører vel snart fra ham . . .
Ralph Burns sanser maatte være svært opspilet den dag. Han hadde ikke sagt det sidste ord, før der kom en telegrafgut ind haveporten. Han hadde stort hastverk.
—Et iltelegram til mr. Burns!
—Hvor er det fra, gutten min?
—Fra Gravesend, svarte gutten og kastet et blik paa kvitteringen.
—Naa gudskelov, mumlet Burns og aapnet telegrammet. Han læste det med en vis skuffelse.
—Hvad er det? spurte hans hustru nervøst. Er det et nyt opdrag? . . .
—Nei, svarte Burns og leverte hende telegrammet. Det er bare en besked til din søster.
Bergljot vendte sig hurtig.
—Til mig?
—Ja, til Dem fra Fjeld.
—Saa, sa hun rolig og vendte sig bort. Men ikke før Burns hadde opdaget en svak rødme, som bredte sig over den fine hud helt ned til halsens svake runding.
