—Vi skal alle dø, da russeren med et vist eftertryk.
Vi lever alle under Fatums sverd. Du ogsaa, Anna Nikolajevna.
Den unge kvinde trak paa skuldrene og tømte langsomt sit glas. En let rødme bredte sig over hendes bleke kinder.
—Den som forstaar at leve, kan ogsaa indrette sig paa at dø, sa hun drømmende . . .
Asev svarte ikke. Hans skumle ansigt hadde faat et anstrøk av ond hevnfryd. Det var, som om han dyppet sit sind i blod og lod de røde skyer danse for sine øine. Han ville si noget, men stanset . . .
Der hørtes fire korte slag paa døren. Russerinden var sprunget op.
—Det maa være en vigtig besked, siden han forstyrrer os nu allerede, mumlet hun og lukket forsigtig døren paa klem.
En ung mand i en skidden og lurvet dragt traadte ind. Asev gjenkjendte øieblikkelig den berusede fyr, som hadde sjanglet imot ham og git ham besked om at Anna Nikolajevna ventet ham. Men nu var alle alkoholens tegn vasket bort fra hans ansigt. Han bukket ærbødigt for de to tilstedeværende.
—Madame, sa han paa fransk. Der er store nyheter. Et sjøslag har fundet sted i kanalen. Den amerikanske flaate er sprængt av admiral Fischer og deres kulskibe er ødelagt. Der staar hundrede tusind mennesker paa Trafalgar Square og hyler av begeistring.
—Er der mere Alexei?
—Nei, svarte den unge russer . . . Jo, lad mig se,—der er idagmorges kommet et underligt fartøi til
