noget i det. Den stakkels lille finne, det store mekaniske geni Ilmari Erko, har vi ikke noget at frygte av. Og selve »flyvefisken« generer os ikke i vort arbeide. Det er den mand, som styrer dens vei, som er hjernen i dens virksomhet,—det er ham, vi maa ramme. Han er ikke bare farlig for sine motstandere, han er farlig for os. Det er ham, som jog Garschin i døden, det er ham, som sprængte Besukhovs dreadnoughter i luften, det er ham, som en dag vil jage os tildøde, som han gjorde det med Saimler og Delma. Dr. Jonas Fjeld heter han. Han vil gjøre det usikkert for os outsidere.
—Vel, sa russerinden langsomt. Jeg stoler paa dit gode omdømme. Naar du er bange for en mand, maa der være noget stort ved ham. Men hvorledes vil du ramme ham? Tiderne er ikke slik, at der er noget tillokkende i at sætte over Nordsjøen. Det vet du selv. Og jernbanerne er jo forlængst blokert. Vi faar puste, til den store blodtapning er endt.
—Nei, mumlet Asev. Skaf mig tre mand, som forstaar sine ting, og en god, overbygget motorracer, saa skal Jonas Fjeld inden tre døgn er gaat, ha set solen for sidste gang. Jeg kjender nu ham og hans veier ut og ind. Han skal rammes midt i seiersrusen. Hans lik skal bæres tilhavs sammen med Besukhov og hans mænd til den store kirkegaard. Og er lykken god, skal Ralph Burns, den forbandede krøpling, gjøre ham følge. Desuten er der en ung pike, som jeg gjerne skulle . . .
—Naa saa, der er en kvinde med i spillet, avbrøt russerinden. Dit liv er brolagt med skurkestreker og pikehistorier. Du vandrer paa gyngende grund, min kjære Asev. Men vær forsigtig! Du ser saa blek ut iaften. Jeg er ræd for dig.
