oppe i det tykkeste og trangeste av Whitechapel. Han gik som en, der er sikker paa sit liv,—med hænderne i bukselommen og en stor cigar i mundviken. Han var tarvelig klædt, men hans sikre og rolige gang viste tydelig, at det ikke var en ganske almindelig alkoholistisk knivstikker.
Konstablerne kastet sky og ransakende blikke paa ham, der han gled ind i taaken. Men han ænset ingen. Han gik som en mand, der er vant til at bli frygtet og ikke frygter nogen.
Det er denslags mennesker, som gaar uskadt gjennem verden.
Der kom en fillet fyr sjanglende ut av en lav dør, og manøvrerte sig hen til den kommende med et skulende og undersøkende blink under de buskede bryn, som tydelig tilkjendegav, at manden var ikke mere fuld, end han selv hadde lyst til. Han strøk tæt forbi den kommende, grep likesom tilfældigvis i hans frakkekrave og hvisket:
—Hun venter Dem i anden etage, tredje dør tilvenstre.
—Well, mumlet manden. Saa grep han den anden i armen og slængte ham fra sig. Den lurvete lassaron knurret, og knyttet sine næver efter den lille fyr og utøste sin forargelse og sine forbandelser over ham for den konstabel, som langsomt hadde fulgt den fremmede nedover og nu glemte at se efter, hvor han agtet sig hen.
Manden var imidlertid gledet ind i den lille dør og lukket den hurtig efter sig. Saa tok han frem en lommelygte og begyndte langsomt at klatre op den skidne trap til anden etage.
