et slør over dagens rædsel. Og efter de smaa uldne dotter, som fløi ind mellem de kjæmpende og pludselig lammet deres armer, kom en stor taakebanke drivende. Den hadde et farlig hastverk. Den druknet de sidste skud, den la sig som en klam dyne rundt de flytende fæstninger, den tvang de tusen ildspyende staalrør til taushet og førte skibene fra hverandre.
Der blev stille.
Og alle de saarede panserdyr flokket sig om hinanden som faareflokken, naar en eller anden ukjendt fare lurer paa den i bergene.
Det var om aftenen, og Whitechapel laa og oste i den rødgule høsttaake. De smaa, trange gater var mere uhyggelige end vanlig. Lysene fra de usle, firkantede vinduer stirret som onde øine paa de faa lokalkjendte gentlemen, som sjanglet hjem til sine buler.
De svære konstabler gik midt i gaten. De likte sig ikke. For taaken i London hidser de onde instinkter, og den skjuler mange smaa kunststykker med de lydløse vaaben.
Whitechapel var rigtignok ikke mere som i Jack the rippers dage. Sundhetskommission og filantropi hadde ryddet op i det værste smuds, men der fandtes endnu nogen hundrede meter, som var forbeholdt det mørke hjørne i Londons forbryderverden.
Der kom en liten tætbygget mand gaaende midt
