rede dyrs indre. De kjæmpet for livet, de trak sig med resterne av sin kraft ut av kampen og blev liggende ensomme og med lutende stevner og ventet paa havets farlige favntak.
For en kamp det var! . . . Ingen Veretschagin vilde kunne utmale de rædsler, som møtte ens øie mellem de blodige mandskropper, der slængtes hit og dit mellem de sprængte panservægge. Skuddene braget ind med en larm, der overdøvet alle skrik, alt levende feiedes ned. Staalet fraadset i avrevne lemmer og blodig kjøt, mens en stedse voksende silrende strøm av livets vædske randt ut fra spygatterne.
Ret som det var, lød der et hundretunget rædselsskrik fra skibenes indre, naar et projektil hadde fundet veien til damprørene, og det kokhete vand i løpet av nogen minutter hadde skoldet halvdelen av den nakne maskinbetjening ihjel.
Jo—dette var den moderne krig,—den forfærdelige fortærelse av liv, den menneskelige bryndes fraadsen i levende værdier, den store blodige rædsell . . .
Det ene skib efter det andet trak sig synkefærdig ut av striden, mens kanonerne sang fra dets sider like til det øieblik, da sjøerne vasket op til de rykende mundinger. Livet var ikke mere værd end et korn krudt, det fløt ut i det graadige hav og gjød en rødgylden flom av blod over de blaa og sagte henglidende Nordsjøbølger . . .
Men pludselig blev der en stans. Det var, som om de to motstandere pustet ut nogen sekunder. Hvad var det?
Jo, langt inde fra land kom de vite taakedotter flyvende. Det var som om Vorherre selv vilde lægge
