eventualitet. Artilleristerne stod ved kanonerne, men de kunde intet utrette mot det slanke, fiskelignende dyr, som nu med stor hurtighet svævet over deres hoder. Deres høidekanoner var ikke indstillede.
Et skrik hørtes over hele flaaten. Den slanke flyver lignet ikke noget andet, de hadde set. Vandet dryppet av den, mens den med ualmindelig smidighet manøvrerte i det stille veir.
Der gik nogen sekunder i angstfuld venten. Hvad vilde nu hænde? . . .
Admiral Besukhov var ellers langsom i begripelsen. Men han forstod meget hurtig, at her fløi den nye tids vidunderdyr—amfibiet, som truet den internationale krigslyst,—mordvaabnet, som rettet sin spids mot selve krigsaandens strupe.
Der foresvævet ham noget om, at han aldrig mere vilde se boulevard St. Denis igjen. Garschin laa med et gapende hul i tindingen derinde paa de høstgule volde, han stirret med bristende øine paa den sol, som skinnet over Ruslands skjændsel. Vel,—den bleke adjutant skulde faa følge! Der blev en stor plads ledig hos mademoiselle Felice. Hendes grøngule katteøine skulde ikke mere lyse fra den karmosinrøde divan og de slanke, nakne ankler med de gyldne ringer skulde ikke mere lyde de to elskere imøte som en klapperslanges raslen.
Hvad var det?
Admiral Besukhov vaklet og grep sig til sit hode. To hvite lysstraaler strømmet ut av den vældige flyvefisks buk. Det var som om himlen aapnet sig for den gamle sjømand. En hvit taake la sig for hans øine.
