Dækket gled under hans føtter. Aandedrættet blev sittende fast et sted i hans strupe.
Der hørtes ingen lyd og intet smeld. Det var som om selve luften fortæret alt under den skrækkelige flyvers rappe vingeslag. Den vældige dreadnought blev klappet sammen som en chapeaubas. De massive dæk feiedes rene for folk. Kanonerne rullet om hinanden, og en metertyk spræk delte skroget i to dele.
Slagskibet »Krim« hævet sig et øieblik som et døende rovdyr, der tar det sidste maal av sine fiender, saa fosset sjøerne ind gjennem de gapende huller, og uten en lyd sank Ruslands stolteste fartøi i dypet og trak med sig i sit forfærdelige dragsug tusende bristende øines stumme rædsel.
Bergljot Bratt forsøkte at lukke sine øine, men hun kunde ikke.
Hun laa paa maven paa bunden av flyvefisken og dagen straalte hende imøte fra alle kanter gjennem de matte glasruter.
Oppe i rorsrummet sat Fjeld med rynkede bryn og et uttryk i de blaa øine, hun endnu ikke hadde set. Det var et underlig skjær av vild beslutsomhet i dem, som fik pupillerne til at ligne de store rovfugles, naar de er ifærd med at slaa ned paa sit bytte. Den ene haand laa paa kontrolroret og den anden knyttet sig om en tyk stang, der stod i forbindelse med de fem
