noget om en hevn, som skulde lyse med blodigrøde bokstaver i verdenshistorien. Men ogsaa til dette hadde han bruk for Garschins raffinerte ondskap.
Han stampet rasende i gulvet. Den forbandede adjutant. Man skulde næsten tro, at han hadde skutt sig for at ærgre ham. Han saa sig for anden gang omkring. Men der fandtes ikke en eneste i hans stab, som han hadde tillid til. Hans høire haand famlet ved sverdheftet . . . Og hvad var det for en djævelsk undervandsmaskine, som hadde renset Kristianssandsfjorden i løpet av nogen minutter? . . . Mon det var det nye krigsapparat, som Asev hadde talt om? . . .
Vel, men ingen jordisk magt skulde nu hindre ham i at besætte Odderøen—selv om han skulde ofre halvdelen av sin flaate. Hans marconitelegrafist hadde netop underrettet ham om, at den tyske flaate nu ikke var længere end 250 kvartmil syd for Lindesnes og den engelske Nordsjøeskadre kom fra Skotland og kunde neppe være mere end et par timer efter.
Der var nu ikke tid til forsigtige manøvrer. Og uten at betænke sig gav han sin nye adjutant ordre til at forcere fjorden og kontraminere indløpet.
Men Besukhov fik aldrig anledning til at se denne sin ordre efterkommet. Ti i samme øieblik som de slanke torpedojagere satte kursen indover med 15 mils fart, fik han øie paa det underlige staaldyr, som hadde ødelagt hans chalupper.
Det var et vidunderlig syn, som ingen vil glemme. Omtrent 500 meter foran det russiske admiralskib sprang der op av havet et 50 meter langt uhyre. Det spilte ut to korte og brede vinger og steg tilveirs med en svimlende hurtighet. Ingen var forberedt paa denne
