om med et besynderlig smil. Saa tok han frem en cigaret. Den hadde holdt sig tør i læderetuiet, men fyrstikkerne var vaate. Med en misfornøiet grimase tok han maal av situationen. Der kom en ensom mand gaaende ned klippesiden.
Garschin gik ham imøte.
—Har De fyrstikker? spurte han paa fransk.
Generalen saa forbauset paa den bleke mand med det rolige ansigt.
—Værsgod, sa han og rakte ham sin elektriske tænder.
Russeren tændte forsigtig cigaretten. Han sa intet. Der var ingen som sa noget. Men da han hadde indaandet den sidste røk, kastet han cigaretten, grep revolveren i sit hylster, satte den for panden og trykket løs.
Generalen styrtet hen imot den faldende mand, grep ham i sine arme og la ham ned paa volden.
Der var ikke mere at gjøre. Den russiske kaptein hadde selv git sig banesaaret. Generalen bøide sig over den døende. Garschin aapnet øinene. Der fløi et smil over det voksbleke ansigt.
—Felice, mumlet han, je vous adore bienaimée!
Admrial Besukhov vendte sig om for at se, hvad indtryk den mislykkede landgang hadde gjort paa hans mænd. Han saa ærbødige ansigter og lutende rygge.
Den mægtige mand rynket brynene. Garschins trætte
