uten at blinke. Tilbaketoget var ham avskaaret,—vel, saa satte han uforstyrret kursen mot Odderøen. Chaluppen gjorde stor fart, og det saa længe ut til, at den skulle undgaa det vidunderlige sjødyrs efterstræbelser.
Men da den yterste baat var knust mot uhyrets staallemmer, forsvandt den grønne ryg fra overflaten og en tynd strømlinje viste, at nu jog den efter den lille flotilles sidste fartøi.
Garschin vendte sig og saa den tynde fure i vandoverflaten. Da forstod han at det gjaldt hans liv. Og hans mænd stimlet om ham og skrek, at han fik styre mot land. Men Garschins bleke, utlevde ansigt fortrak sig kun til et ondt smil. Han grep sin revolver med den ene haand, mens den anden holdt fast ved rorpinden. De sortbrune øine hadde pludselig faat liv. Det var som om de sprutet gnister. Nogen av soldaterne ville styrte sig over ham og vriste rorpinden av hans haand. Men Garschins revolverkuler fløi dem like ind i ansigtet. De sank døende tilbake i sine kameraters arme.
Da sænket de øvrige sine vaaben for magten i den unge russers blik. De bøide sine rygge som om knutens remme suset over deres hoder. Og den slaviske hundeydmyghet sprang frem i de brune øine. Maatte skjæbnen hente dem og jomfru Maria være dem naadig! . . .
Og skjæbnen indhentet dem like nedenfor Odderøens klipper. General Vogt saa fra sin vold det underlige syn, da Erkos staaldyr rendte sit tunge hode like ind i chaluppens bakstavn og knuste den i et eneste støt. Det lille fartøis motor eksploderte og dens besætning omkom i bølgerne. Kun en eneste mand av dem alle kunde svømme. Det var Garschin.
Uten at forhaste sig naadde han land. Han saa sig
