Da steg atter det grønlige uhyre op til vandflaten i en skumsprøit. Det væltet sig velbehagelig i solskinnet og de melkehvite øine lyste med en underlig mat begjærlig glans.
General Vogt saa, hvorledes angsten jog de russiske challupper, som hurtig satte kursen mot skibene. Kun den forreste baat vendte ikke baugen utover. Der sat en mand i kapteinsuniform ved roret og han fortsatte uforstyrret sin kurs.
Det var Garschin.
Den bleke officer kjendte sin pligt og døden var ham en likegyldig ting. Han visste, at det vilde glæde admiralen, om han nu flygtet. Og han undte ikke sin gamle rival den glæde. Altsaa en avant.
Da hævet der sig et rædels rop mot himlen. De russiske marinesoldater, som sat sammenhuket i chalupperne med riflen mellem knærne, slap sine vaaben og saa sig hjælpeløst omkring.
Var det den store sjøorm, de dype vandes gaatefulde herre, som kom der væltende mot dem? . . . Skrikene stivnet paa deres læber . . . Det store uhyre dukket for tredje gang op og denne gang like ved siden av dem. Dets bevægelser var lydløse og overordentlig hurtige. I løpet av to minutter hadde dyret rendt baatene isænk. Det løftet dem op paa sin ryg og væltet dem, mens de stakkels soldater hylende tumlet om hverandre i sjøen. De fleste kunde ikke svømme, og de som kunde svømme, blev halt under vandet av sine rædselsslagne kamerater. Nogen faa satte kursen mot land og reddet sig op paa holmene ved Oxø fyr.
Det saa ut som om uhyret ville spare Garschins baat.
Den unge kaptein var vidne til sine fællers skjæbne
