for de himmelske. Pokkeren skulde ligge her og la sig slaa ihjel av disse tartarer, naar fire øine stirrer ut av verandavinduet og venter paa, at man skal komme ind haveporten.
Det hænder av og til i en menneskes liv, at man staar overfor en hændelse, som graver sig saa dypt ind i ens sind, at man aldrig kan glemme den.
General Vogt levde længe efter slaget paa Kristianssands red. Det var hans livs uvisnelige hæder, hans arbeidsdags uforglemmeligste minde. Men intet husket han saa godt som det øieblik, da de russiske chalupper, der stevnet mot land, pludselig svinget ut til alle sider som jaget av en ukjendt rædsel.
Generalen glemte alt omkring sig. Han hørte ikke mere de saaredes stille jammer. Han ænset ikke de granater, som sprang rundt omkring og fraadset i likene. Hans øine hang ved den store flotille, som i løpet av nogen minutter sprængtes fra hinanden.
Ja—nu var det flyvefisken, som blandet sig i kampen; det mekanske vidunder, som i de sidste uker hadde fyldt ham med saa megen beundring. Saa kom det endelig! . . . Og nu skulle det da vise sig, om den lille dvergs stolte selvtillid var paa sin plads eller ikke.
Det blev pludselig taust paa fjorden. Middagssolen kjærtegnet de blaakrusede bølger. Det var som naturen trak pusten dypt og ventes paa en eller anden stor begivenhet. Ikke et skud lød. Stilheten var forfærdelig.
