—Bombe, ha tak, deklamerte han med stor pathos. Den har slitt væk alle hindringer, som Asevs helvedesmaskine la os iveien. Det koster os bare en halv times arbeide, saa skal vi være klar. Og da . . . ja, da skal vi synge et »ve« over det store hellige Rusland.
Asev reiste sig halvt op. Hans blik for fra den ene til den anden. Der var en saaret ulvs vildhet i det.
—Vogt jer, skrek han hæst. Nu er Ruslands store time kommen. Det ringer sin storhet ind med kanoner. Og deres klang er festligere end alle Kremls klokker.
Da gik Fjeld hen til ham.
—Hund, sa han haardt. Tifold kjøter! Hvad vet du om Ruslands storhet? . . . Du, som hele dit liv har egget lovmæssighet og forbrydelse mot hinanden, du, som har forraadt dine bedste venner. Der findes kun en nationalfølelse hos dig: Glubskheten i dit eget bryst . . . . Men nu er din time kommen. Ingen lov behøver at dømme dig . . . du umenneskelighetens forbandede outsider!
Fjeld tok ham paa sine armer og gik langsomt ut paa plattformen.
En haand la sig paa hans skulder. Han vendte sig og saa ind i Bergljot Bratts vidunderlige øine.
—La ham faa en chanse, sa hun bønlig.
Fjeld betænkte sig i brøkdelen av et sekund.
—De har reddet vort liv, frøken, sa han stille. Deres bøn er vor lov.
—Tak, mumlet hun.
Der stod taarer i Burns’s øine.
—Det er det, jeg altid har sagt, hvisket han for sig selv. Englene paa jorden er meget at foretrække
