øvrige,[1] sattes saa i Fængsel paa Tautra. Nils Lykke, hvem Erkebispen en Tid havde holdt fast paa Stenviksholm, kom under gaadefulde Omstændigheder af Dage (skal være bleven røget ihjel) ved samme Tid. Skylden for Vincent’s og Nils’s Drab væltedes siden almindelig paa Erkebispen selv, og dennes Frænde Christopher Throndssøn skal have havt væsentlig Andel i det mindste i Vincents’s Udgang af Livet. Der tales ogsaa om tumultuariske Begivenheder i Byen, Almuen skal i Skarer have indfundet sig i Byen og forlangt strenge Forholdsregler mod Rigsraaderne, og et Brev blev udstedt herom i den thrønderske Almues Navn til Indbyggerne i Bergen.
Det Visse er, at nu var Norges Rigsraad sprængt og dødt, og Erkebispen forsøgte da at gjøre sig til hele Landets Herre for at kunne overgive det til Christiern II’s Svigersøn. Han udsendte to smaa bevæbnede Hobe, den ene under Christopher Throndssøn for at tage Bergenhuus, den anden under Einar Tjeld for at tage Akershuus. Begge Foretagender mislykkedes fuldstændig. Nu indlod Olaf sig i Underhandlinger med sine Fanger paa Tautra, forligte sig med dem i April 1536 og satte dem i Frihed, mod Forpligtelse til at holde Len og Slotte til Rigets, Erkebispens og Rigsraadets Haand og kun vælge den til Konge, som Rigsraadet vilde have. Men denne Forpligtelse fik ingen Betydning da den, det egentlig kom an paa, Esge Bilde, holdt fast ved Christian III, og inden Udgangen af 1536 vare foruden Olaf selv Biskopperne Mogens af Hamar og Hoskold af Stavanger omtrent de Eneste, som ei erkjendte den danske Konge. Kjøbenhavns Overgivelse (29 Juli 1536) havde afgjort dennes Seir og foreløbig betaget Pfalzgreven og hans Velyndere. Keiseren og den burgundiske Regjering, Haabet om at gjøre sig til Herrer i Norden. Derpaa var efter Christian III’s Statskup og dets Godkjendelse ved Herredagen i Kjøbenhavn den catholske Kirke i Danmark falden, og Norge bestemt til Undertvingelse.
Erkebiskoppens Time var derfor kommen, og der var ikke Tale for ham om at holde sig længere i Throndhjem, end Vinteren over. Saasnart Vaaren kom, maatte han vente at blive angreben. Han besluttede derfor at flygte til Nederlandene, og den burgundiske Regjering sendte ham Skibe til Reisen. For ikke at drage tomhændet afsted og
- ↑ Han blev fangen paa Veien til Throndhjem („under Dorefeld“). Rørdam, Monumenta II. 183. Dipl. Norv. XI. No. 635.
