intendent i Throndhjem, der tilligemed Geble Pederssøn (de vare begge Nordlændinger) hørte til Olafs særlige Clienter.
Vi vide imidlertid altfor vel, at alt dette kun blev fromme Ønsker og uudførbare Forsætter. Begivenhederne gik sin Gang, Erkebispen regjerede i sit Stift, og vistnok udstedte Cantsleren i Oslo sine Landsvistbreve i hans Navn, men forøvrigt vare Claus Bilde, Erik Gyldenstjerne (Hak), Esge Bilde (eller hans Fuldmægtige i hans Fraværelse som Lübeckernes Fange) Herrer hver i sin Landsdel. Grevefeiden rasede i Danmark, hvis Stilling var meget critisk, i Norge afventede man Kampens Udfald i Uvirksomhed, men med spændt Opmerksomhed og delte Sympathier, Erkebiskopen naturligvis med det inderlige Ønske, at Christian III maatte ligge under. Men saa blev ikke Tilfældet, og nu var Erkebiskopens Stilling fortvivlet. Christians Seir maatte jo tillige medføre Reformationens, altsaa Olafs egen Undergang. Foreløbig forværredes ogsaa dennes Stilling ved et fornyet Brud mellem ham og Vincents Lunge, den Eneste, i hvis Magt det maaske endnu havde staaet at redde idetmindste et Skin af politisk Selvstændighed for Norge, men som rigtignok snarest heldede til den lutherske Side i Kirkespørgsmaalet. Nils Lykkes bekjendte Roman med sin Svigerinde Jomfru Lucie var det, der fornemmelig kom til at gjenopvække Fiendskabet mellem Landets to første Mænd.
Olafs sidste Haab stod til en ny opdukkende Thronprætendent, den fangne Christiern II’s Svigersøn, Pfalzgreve Frederik (senere Churfyrste) af Pfalz, og han indlod sig i Slutningen af 1535 i hemmelige Underhandlinger med Keiser Carl V’s Statholderskab i Nederlandene, den „burgundiske Regjering“. Selvfølgelig holdtes dette hemmeligt, og Erkebispen vægrede sig derfor ikke ved at samtykke i et Rigsmøde, der skulde holdes i Throndhjem i Juletiden 1535–1536, og hvor det var de øvrige Rigsraaders Tanke, at Christian III skulde vælges og en Landskat bevilges. Vincents Lunge, Claus Bilde, Biskopperne Mogens af Hamar og Hans af Oslo og maaskee et Par til kom ogsaa derop, og i Begyndelsen saa det ud til, at det skulde gaa efter Flertallets Tanker, ja Brevene om Valg og Pengebevilling vare alt under Udfærdigelse i Erkebispens Cancelli. Men den 3 Januar 1536 blev Vincents Lunge pludselig dræbt, og Claus Bilde og Hans Reff svævede ligeledes i Livsfare. Disse to tilligemed Esge Bilde, der vistnok er ankommen senere end de
