røve ham i det mindste hans verdslige Forleninger. Thi samme Dag, som Vincents mistede Bergenhus (17 Oct. 1528) bleve disse Forleninger, der i Mellemtiden vare blevne forøgede, overdragne til to holstenske Adelsmænd af Navnet Swyn, som dog ikke kom i Besiddelse deraf. Thi Olaf havde været slu nok til i rette Tid at skrive til den kongelige Sekretær, Johan Friis, og fremstille Sagen saa, at Vincents fik hele Skylden.
At saa Olaf og Vincents bleve Fiender, var rimeligt nok. Og hertil bidrog endnu mere, at Vincents i Lighed med flere danske Adelsmænd, ja Kong Frederik selv, begyndte at stille sig venlig ligeoverfor Lutheranismen, der nu i mange Aar havde gjort store Fremskridt og i Kongens ældste Søn havde en erklæret Tilhænger. Vincents udstrakte sine Hænder efter mere end Nonneseter, han tog Munke i sin Tjeneste og brugte dem som skrivere og „Hovmænd“. Mange andre Tidens Tegn maatte ogsaa bidrage til at gjøre Olaf ængstelig for den romerske Kirkes og sin egen Fremtid i Norge, thi Bergen stod jo i stadig Forbindelse med Tydskland og var derfor udsat for reformatorisk Paavirkning, og Mange vare de, der saa skjævt til Kirkens Rigdomme. Udenfor Erkestiftet var Secularisation af Klostergods allerede i fuld Gang, og selv inden dette var aabenbart et dybt Forfald i religiøs Henseende ikke til at miskjende; navnlig frembød Tautra Kloster, da Olaf til- traadte, et forfærdeligt Billede af Usædelighed og Fordærvelse.
Erkebispen begyndte nu en formelig Krig mod sin Uven Vincents. Allerede hans Forgjængere havde stadig havt væbnede Mænd i sin Tjeneste (det gamle Navn „Hird“ var rigtignok for lange Tider siden forglemt), og Olaf havde forøget denne Styrke. Med Lethed satte han sig 1529 i Besiddelse af Vincents’s nordligste Len, Finmarken, og lagde derhos Beslag paa dennes Svigermoders, Fru Inger Ottesdatters, Forleninger (Fosen o. fl.) samt Østraat og hendes øvrige Gaarde. Alene Værdien af Løsøret ansloges (dog vist med Overdrivelse) til mere end 20,000 Mark. Fruen flygtede da til Vincents i Bergen. Dennes Efterfølger i Bergens Len, Esge Bilde maatte i Mai 1529 melde, at Erkebispens ivrige Hvervninger hindrede ham selv i at faa Folk til Kongsgaarden, men forøvrigt holdt den kloge Esge sig neutral, og det viste sig, at Vincents havde gjort sig flere Fiender. Mod Erkebispen, der havde to Kraveler i Søen og monstrede 350 Mand, formaaede Vincents
