ikke at gjøre Modstand, og hans Len Jemteland blev nu ogsaa besat af Olafs Folk.
Begge Parter sendte Bud og Breve til Danmark, hvor Vincents’s Uven, den indflydelsesrige Hr. Henrik Krummedike, nærmest stod paa Erkebispens Parti. Der forestod imidlertid ud paa Sommeren en norsk Herredag i Oslo, og Kongen, som ved denne Tid opgav alle Tanker paa en norsk Kroning, besluttede at sende sin ældste Søn Christian (III) op til Norge med et Antal danske Raader, hvoriblandt Henrik Krummedike. Her skulde da ogsaa Vincents’s og Olafs Mellemværende ordnes, den førstnævnte og hans Svigermoder indfandt sig ogsaa i Oslo, men Erkebispen udeblev under forskjellige Paaskud. Han vilde fremfor Alt hindre, at Kongesønnen, den erklærede Lutheraner, skulde blive valgt til norsk Thronfølgen og var døv for Anmodninger om at komme til Mødet. Den unge Hertug Christian, som tænkte at blive Vinteren over i Norge, hvorhen han havde medbragt sin Gemalinde, skrev til sin Fader om, at det vilde blive nødvendigt at gribe til Vaaben mod Erkebispen, hvem han alt nu mistænkte for hemmelig Forbindelse med Christiern II, og han vilde alt begynde at inddrage norsk Kirkegods, ja lod virkelig Mariakirkens Klenodier borttage. Men Faderen var mere stemt for Forsigtighed, og Enden blev, at Christian uden at have udrettet Noget, mod sit Ønske maatte forlade Landet allerede om Høsten, fordi Henrik Krummedike ikke vilde paadrage sin Svigersøn Esge Bilde Bekostninger i Bergen, hvor Christian havde tænkt at tilbringe Vinteren.[1] Til Throndhjem sendtes nogle norske Raader for at mægle Fred mellem Olaf og Vincents og Fru Inger, men uden Held, thi den Førstnævntes Fordringer vare ikke „lidelige.“
Tingen var, at Mistanken mod Olaf for hemmelig Forbindelse med den landflygtige Christiern ikke var ugrundet. Han havde sendt Bud til denne i Nederlandene, rost sig af at have forpurret den unge Christians Hylding og tilbudt sin Tjeneste. Omstændighederne hindrede, at Svaret kom frem, og nye Fredsmæglinger fandt Sted idet Nordenfjeldske. Den, der især antog sig Sagen, var Fru Ingers nye Svigersøn, Nils Lykke, der skulde overtage hendes Len. Da Hjelp fra Kong Christiern for det første ei kunde haabes, gik ogsaa Olaf ind paa Fred, uden at Betingelserne nærmere kjendes.
- ↑ A. Heise i Dansk hist. Tidsskrift 4 R. VI. 189–194.
