Allerede dette Fæstningsanlæg forudsætter store Indtægter, og
Olaf har vistnok forstaaet at skaffe sig disse i rigere Maal, end nogen
Forgjænger. Han havde da ogsaa ikke alene Erkesædets sædvanlige
Indkomster, men havde med disse forenet samtlige Domkirkens Jordegodsrettigheder,
over hvilke han har efterladt en Jordebog, og havde
endvidere store Forleninger. Man seer ogsaa, at han har drevet Fiskehandel
i det Store og staaet i directe Handelsforbindelse med Danmark,
England, Skotland og Nederlandene.[1] Han tog overhoved til sig, hvad
han kunde. Der er Spor til, at Peterspengene trods den afbrudte
Forbindelse med Rom fremdeles krævedes, ja endog vare forhøiede,[2]
og maaske ere disse nu komne hans Kasse tilgode.
Den norske Haandfæstning med dens mange skjønne Løfter hjalp lidet. Allerede i 1527 kom en dansk Krigsstyrke op til Akershus, afsatte den norske Befalingsmand og indsatte en dansk. Samme Skjebne skal allerede nu være tiltænkt Vincents Lunge i Bergen, ja der gik Rygter om, at man endog havde Planer til at fjærne Olaf selv og indsætte en dansk Mand, Jørgen Skotborg, i hans Sted. Det er derfor ikke forunderligt, at Olaf allerede nu begyndte at nære Frafaldsplaner. Han viste sit Sindelag mod Frederik ved at lægge alle de Hindringer, han formaaede, i Veien for Kongens Kroning, der længe var paatænkt, og som man en Tid vilde feire i Konghelle. Der blev da heller Intet af den hele Plan, og Frederik kom (som i en senere Tid Christian VII) aldrig til at betræde norsk Grund.
Man maa overhovedet sige, at Kongen nok kunde have skjellig Grund til at være misfornøiet baade med Vincents og Olaf, thi de hav de paadraget ham adskilligt Bryderi ved at beskytte, ja understøtte politiske Flygtninge fra Sverige, først to fordrevne Prælater og derefter den berygtede „Dalejunker“, en lumpen Bedrager, der udgav sig for Søn af Steen Sture d. Y. og agerede Prætendent til Sveriges Throne. Enden blev ogsaa, at Vincents afsattes fra Bergens Len, skjønt Kongen maatte lade ham beholde flere andre Len og dertil endog skjænke ham Nonneseter (Lungegaarden) i Bergen med dets store Jordegods.
Olaf slap vistnok fri, men det havde dog været Meningen at be-