og efter Tidens Skik heller ikke undladt at gjøre sig sin Stilling indbringende. Idetmindste har man et Vidnesbyrd i denne Retning bevaret, der er characteristisk: I 1507 havde en islandsk Sognepræst været i Oslo paa Landets Høvedsmand, Vigfus Erlendssøns og dennes Hustrus og Broders og andre Islændingers Vegne for at opnaa Begunstigelser af den unge Kong Christiern. Erik betingede sig for sin Umage med at udvirke Privilegierne 80 rhinske Gylden af fuld Vegt samt 80 Ræveskind, hvilke Ydelser skulde erlægges i Hamborg inden St. Mikkelsdag, og hvis ikke Betaling da skede, skulde Brevene sendes Erik tilbage; 10 rhinske Gylden vare allerede paa Forhaand betalte.[1]
Forøvrigt er der til Eriks Navn i den Tid tidlig blevet knyttet en Tradition af lidet hæderlig Art, den bekjendte Fortælling, at det skulde have været ham, der under et Besøg i Bergen først var bleven opmærksom paa den unge Dyvekes Yndigheder og ved en forførerisk Skildring af disse have opflammet Christierns Begjærlighed. Men Fortællingen stammer ene og alene fra Svanings latinske Historie eller rettere historiske Roman om Kongen, hvilken senere er gjentagen og udskreven af utallige Forfattere.[2] Da imidlertid saa mangfoldige af de pikante Træk i Svanings Bog bevislig kun ere Opdigtelser, eller, om det kommer høit, Folkesnak, skjænker jeg ikke denne Beretning Tiltro. Erik har allerede nu været en ældre Mand, hans hele Færd lærer os at kjende en alvorlig Personlighed, der vel just paa Grund af sin Modenhed og Forstand er bleven sat ved Christierns Side, og det er lidet rimeligt, at han, der saa vel kjendte sin Herres Svagheder, skulde have tilladt sig en saadan Letsindighed.[3]
Ved Gautes Død laa det nær for Kong Christiern at ville see hans Sæde besat med en dansk Mand, paa hvem han kunde stole, og hvem han kunde bruge. For ham og hans Fader var Erik en ønskelig Efterfølger af den oppositionelle Gaute. I Nidaros havde imidlertid Chorsbrødrene helt andre Tanker. De skrede til Valg paa sædvanlig Maade og kaarede en af sin egen Midte, Mag. Johannes Krabbe.
- ↑ Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II. 250.
- ↑ Jo. Svaningii Christiernus Secundus, Francof. 1658 Lib. I cap. V. Sect. 4.
- ↑ Allerede Paludan Müller har (De første Konger af den Oldenborgske Slægt, 250), uden just at tale om Eriks paastaaede Andel i denne romantiske Historie, stærkt opponeret mod dens Troværdighed.
