i Basel havde forlangt en „Halvtiende“ (Tyvende Penge) af Geistligheden i Norge, hvilket ogsaa blev bevilget.[1] Ved Conciliet skulle i 1437 have indfundet sig to norske Deltagere, Kannikerne Johannes Krabbe fra Nidaros og Alf (Adolphus) fra Oslo, den samme, der siden blev Biskop i Stavanger.
Større Held havde Erkebiskoppen, da han indkaldte et nyt Concilium til Oslo i December 1436. Her mødte alle Norges Biskopper, undtagen Byens egen, Jens, en danskfødt Mand, der i mange Aar havde opholdt sig i Danmark og ladet sine Forretninger varetage af en Viebiskop. Her fattedes atter forskjellige Beslutninger, men dette Møde blev da ogsaa vistnok Norges sidste Provincialconcilium.[2]
Efter at Amund Sigurdssøns Opstand var tilende, høre vi i de nærmeste Aar, da Sigurd Jonssøn førte Regjeringen i Norge som Drotsete, ikke noget om Aslak i politisk Henseende. I 1442 kronedes Christopher af Bayern som Norges Konge i Oslo den 2 Juli. Man maa formode, at denne Act er udført af Erkebiskoppen, men neppe findes der nogetsteds udtrykkeligt Vidnesbyrd derom.
Først Aaret efter, Nytaarsdag 1443, kronedes Christopher som Danmarks Konge. Dette anføres her, fordi Kroningsacten mærkelig nok dateres efter Modpaven Felix V.s Regjeringsaar.[3] Ham har man altsaa idetmindste i Danmark fundet sin Regning ved at erkjende, thi han var ikke i den Stand, at han kunde forlange Afgifter. Forøvrigt har man holdt sig til Baselerconciliet, indtil dette omsider mere og mere tabte al Betydning og derved den romerske Curie igjen fik Udsigt til at gjenvinde sin Magt.
I Norges politiske Anliggender i Kong Christophers Tid træder heller ikke Aslak meget frem. Man finder ham i Bergen 1444 ved et Raadsmøde, hvor Hanseaternes Privilegier vare Gjenstand for Behandling, hvorefter en kongelig Forordning i denne Anledning udstedtes fra Kjøbenhavn i Decbr. s. A. Medens man, som bekjendt, ellers ikke lettelig finder Oplysninger om, hvorledes de enkelte norske Rigsraader under sine Forhandlinger have udtalt sig, men kun hører om Resultatet
