tius, mod hvem Broder Bjørn viste sig falsk og troløs, den derværende Biskop Jørunds Mishag. Han blev beskyldt for at have forfalsket Erkebispens Breve og sendtes tilbage til Nidaros. Her havde Bjørn, der var reist i Forveien, grundig bagtalt ham og ved Ankomsten modtoges han af Chorsbrødrenes Svende og nogle Klerke, der bragte ham i den „mørke Stue“, et skrækkeligt Fængsel, der benævntes „Gulskitne“.[1] Her maatte han døie de haardeste Lidelser, og alt hans Gods toge Chorsbrødrene til sig. Erkebiskoppen (saaledes fremstilles det i Sagaen) var fuldstændig magtesløs og i Chorsbrødrenes Vold og dertil syg. Eilif var nu bleven hans Oficial, men Audun Raud havde dog mest at sige; Sighvat Lande var død. Eilif og Audun havde ikke glemt, at Laurentius havde oplæst Banbrevet imod dem og fandt nu Anledning til at hevne sig, og de fleste andre Chorsbrødre, (undtagen Salomon, den senere Oslobiskop, og et Par andre) bistode dem trolig. Den stakkels Islænding maatte møde for Capitlet, beskyldt for Falskneri og for Uredelighed i den Tid, da han oppebar Olafsofret for Biskoppen, men kunde ikke erklære sig skyldig Han sattes da paany i et, dog noget taaleligere Fængsel, men med Lænker om Fødderne. Blandt dem, som viste ham sin Deltagelse var ogsaa en Pige, Thurid Arnesdatter, hvis Fader havde været Præst i Borgund og vistnok er den samme, der siden blev Abbed i Nidarholm. Denne Thurid havde tidligere været Laurentius’s Frille og født ham Sønnen Arne, men ogsaa staaet i Forhold til en anden Geistlig, der ligeledes siden blev Biskop, nemlig den ovennævnte Chorsbroder Salomon. Hun kom nu til hans Fængsels Glugge og bragte ham noget „til Kost eller Hjelp, saavidt hun formaaede“.
Engang lykkedes det Laurentius at snige sig ud og at slippe ind i den syge Erkebiskops Herberge, men forinden han kom ind i Jørunds Rum, blev han indhentet af Speidere og ført tilbage. Da Erkebispen fik høre, hvor haardt man handlede mod Laurentius, udbrød han i mange vemodige Ord og omtalte ogsaa, at han selv nu var i den Grad i Chorsbrødrenes Vold, at han ikke engang raadede for hvad han vilde spise eller drikke.
- ↑ At Capitlet virkelig havde et saadant Fængsel, hvori clerici ribbaldi kunde kastes, bekræftes af Dipl. Norv. III. No. 32.
