Sagaen beskriver som „en stor Høvding, god Klerk, trofast i Venskab, saare gavmild mod sine Mænd og anselig af Ydre“, tog vel imod ham. Erkebispen fik høre, at Laurentius gav sig af med at gjøre Vers, men syntes ikke om dette og bemærkede: „Versificatura nihil est nisi falsa figura“, hvortil Islændingen tillod sig at svare: „Versificatura nihil est nisi maxima cura“. Jørund overgav ham for det første til en fremmed velstuderet Klerk, Jon Fleming, hvem han havde i sin Tjeneste, der bl. a. skulde undervise ham i Kirkeretten, og da han ikke syntes om, at Laurentius gik i røde Klæder, forærede han ham en af sine egne aflagte brune Dragter og lod ham spise ved sin Raadsmands Bord. Senere gav han ham Præsteembedet ved Olafskirken i Nidaros. Imidlertid vare Stridighederne mellem Jørund og Capitlet brændende. Som Hovedmænd for Kannikernes Opposition nævner Sagaen de allerede tidligere nævnte Mænd Sighvat Lande og Audun Raud. Erkebispen reiste, som vi vide, 1301 udenlands, men kom ei længere end til Paris, og Sagaen fortæller nu, at han „igjen fik sin Hæder“. Efter hans Hjemkomst blev Laurentius yderligere forfremmet til poenitentiarius og fik altsaa oppebørselen af store ofre til St. Olaf. Atter blev der Strid og Uro i Nidaros, og Laurentius blev benyttet af Jørund til en lidet behagelig Forretning, nemlig til at oplæse i Choret et Brev, hvorved Chorsbrødrene Eilif (den senere Erkebiskop), Audun Rand og Sighvat Lande bleve lyste i Ban. Han gjorde det, men kunde nu ikke mere være sikker paa sin Person i Byen. Mellem dem, der bleve ham værst vare „Skoleklerkerne“, de voxne Disciple af Stiftets Domskole. De reve Kjolen af ham og vilde drage ham ud af Kirken, men heldigvis kom dog Erkebispens Svende til. En anden Gang forstyrrede de ham, da han i Olafskirken, hvor han var Prest, skulde forrette en fornem Hustrus Ligbegjængelse, og Liget kunde først den følgende Dag begraves under Beskyttelse af Svendene. Derefter gives en hoverende Beskrivelse af Kong Haakons optræden 1303, og der gives Udseende af, at Chorsbrødrene nu bleve fuldstændig ydmygede. Efter længere Tids Forløb fandt Chorsbrødrene, der grundig hadede den af Erkebispen yndede Laurentius, forgodt at foreslaa ham til Visitator paa Island. Erkebispen gik ind derpaa, og Laurentius reiste, efter eget Ønske ledsaget af en Prædikebroder Bjørn. Paa Island gik det godt i Skaalholt Stift, men i Hole vakte Lauren-
