Aaret 1301 skal Paven have stevnet Erkebiskoppen til sig i Rom, og Jørund begav sig ogsaa afsted paa Reisen, men naaede ikke længere frem end til Paris[1] og vendte derfra igjen hjem. Chorsbrødrene havde imidlertid ikke været ledige, men sendt sin energiske Collega Jon Elg afsted for at tale sin Sag ved Curien. Jon og Jørund stedte sammen i Brügge i Flandern, og Erkebispen lod Jon fængsle (30 Juli 1301), men han sattes kort efter i Frihed, og begge Parter stevnedes i den fremmede By for geistlig Ret. Erkebispen beskyldte her Jon for Tyveri, men reiste uden at bevise sin Sigtelse.[2] Han drog til Norge, Jon til Rom.
Maaske har Erkebiskoppen ikke fundet det hensigtsmæssigt strax at vende hjem til sit Sæde. Man finder ham om Vaaren eller Sommeren 1302 hos Kongen i Bergen, hvor han nu indviede den kongelige Apostelkirke, paa hvilken der længe var bygget. Udpaa Høsten samme Aar var han med Kongen i Oslo til et stort Høvdingemøde. Jon Elg havde imidlertid brugt Tiden vel i Rom, hvor Bonifacius nu udnævnte en af sine egne Capellaner til Dommer. En Procurator mødte efter gjentagne Stevninger paa Erkebispens Vegne og den 11 April 1302 faldt en Dom i Rom, hvorved Jørunds Beskyldninger afvistes og han selv dømtes i Sagsomkostninger, der nærmere skulde blive at bestemme.[3] Nogen egentlig Afgjørelse af Stridens Hovedpunkter synes dog herved ikke at være given, men i disse havde man jo Narves ovenanførte efter pavelig Bemyndigelse afsagte Dom. I ethvert Fald var imidlertid den romerske Dom ydmygende for Erkebiskoppen, der modtog den ved det nysnævnte store Møde i Oslo.
Men man maa ikke tro, at den stridbare Mand gav tabt. Han fortsatte sine Chicaner og respekterede end ikke den romerske Dom, hvis Omkostninger nu vare fastsatte til 60 Guldgylden. Capitlet vendte sig til Paven for at faa Dommen sat i Udøvelsen, og Decanen af Upsala, Everard, modtog fra Rom dette Hverv. Denne befuldmægtigede igjen Biskop Narve i Bergen og det derværende Capitel til at indføre Nidaros’s Capitel i dets Rettigheder, og det blev offentlig bekjendt-
