Forbud mod at sælge de Geistlige Sølv.[1] Om Tiendeindsamlingen fik Jon ogsaa Breve fra Paven, daterede fra Marts og Mai 1282,[2] men i sin Strid med Kongedømmet synes han ikke at have opnaaet nogen Bistand.
Desto dristigere blev naturligvis Regjeringen, der nu lod geistlige Ombudsmænd fængsle, ja endog drive ud af Landet. Man udtalte ligefrem, at man ingen „Næskonger“ vilde taale i Norge og ikke vide af andre, end dem, som vilde vise Kongedømmet Lydighed. Erkebiskoppen kom med Advarsler, men Følgen blev kun, at han selv tilligemed hans to ivrigste Tilhængere, Biskopperne Andres af Oslo og Thorfinn af Hamar, bleve lyste utlæge og deres Bispestoles Gods sat under verdslig Administration. De tre Prælater forlode ogsaa virkelig Landet samme Aar, uvist i hvilken Maaned.
Medens de to andre Biskopper drog til Rom, tog Erkebiskop Jon sin Tilflugt til det svenske Biskopssæde Skara i Vestergøtland, uden at vi kjende noget nærmere til, hvilke Forbindelser han her har havt, og om Omstændighederne ved hans Ophold her overhovedet. Sit Underhold har han vel fundet hos sin svenske Collega, men længe kom denne ikke til at vise ham Gjestfrihed, thi Jon bortkaldtes allerede inden Aarets Udgang ved Døden i Skara 21 Dec. 1282. Aaret efter førtes ifølge Annalerne hans Lig til Nidaros.
Det berettes i et Pavebrev,[3] at Jon før sin Død skal have været tilsinds at vende tilbage til Norge, hvilket da maatte forudsætte, at han vilde bekvemme sig til Udsoning med Regjeringen. I ethvert Tilfælde var han gaaet ud af Kampen med et Nederlag, der blev afgjørende ikke alene for hans egen og det samtidige Hierarchis Vedkommende, men egentlig for bestandig. Mellem sine Tilhængere gjaldt Jon en Tid for „en hellig Mand“, men hans Helgenry har kun havt kort Varighed, og gik snart ganske i Forglemmelse.[4] Han blev den sidste norske Erkebiskop, der paa Kirkens Vegne indlod sig i alvorlig Kamp
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 72–73.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 71 og VI. No. 46.
- ↑ Finni Joh. Hist. Eccl. Isl. I. 404 fgg.
- ↑ L. Daae, Norges Helgener 176. Jon havde (sammesteds 174–175) gjort et nyt Forsøg paa at faa Eystein formelig canoniseret, men det blev ogsaa det sidste. Jons Ven Thorfinn af Hamar, der døde i Flandern, blev der (ikke i Norge) anseet for hellig og har fundet Plads i Acta Sanctorum Mens. Jan. I. 548 fgg.
