Hopp til innhold

Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/162

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Gjestebud i Bergen den 29 Juli (Olafsdagen) og drog saa til Nidaros[1]. Her geraadede han strax i Strid med Baronerne Hr. Hallkell Øgmundssøn (Krøkedans), Hr. Jon Brynjulfssøn (af Hvaal) samt en Sysselmand Erlend, der sandsynligvis have været ivrig virksomme med Indfordring af Leding hos geistlige Leilændinger. Erkebispen vilde ikke taale dette, og den 5te Oktb. 1280 lod han de nævnte Mænd i sit Consistorium, i Kapitlets og tre Klosterforstanderes Nærværelse advare mod Indgreb i Kirkens Ret, paaberaabende sig ikke alene Compositionen i Tønsberg, men ogsaa Bestemmelser af Kirkemødet i Lyon.[2] Men denne Protest fandt kun døve Øren, skjønt Jon paastod, at Kong Magnus i sin Tid havde lovet ham igjen at frafalde Ledingspaastandene. Kort efter sees Hr. Hallkell at være bleven bansat. Der var allerede nu Tale om Appel til Paven fra Høvdingernes Side, men en Tid stod dog Sagen hen paa Grund af Forberedelserne til Kong Eriks Bryllup med Margrete af Skotland. Dette fandt Sted i Bergen om Høsten 1281, og Jon udførte Vielsen og kronede den unge Dronning, men denne Festlighed var ogsaa sidste Gang, som han og Kongehuset var fredelig sammen. Regjeringen traadte stedse kraftigere op, Magnus’s Tiendebestemmelser afskaffedes, og man kan tilføie selve Compositionen. Erkebiskoppens Myntret inddroges o. s. v. Nu bansatte Jon, der imidlertid havde forladt Bergen, ogsaa Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Hr. Andres Plytt, uden at disse tog sig dette nær. Den sidstnævnte døde kort efter, og skulde altsaa ikke være bleven begravet ved nogen Kirke. Man lod ham dog jorde ved Apostelkirken i Bergen, ja Cantsleren lod selve Christkirkens Taarn bryde op og Ringning finde Sted saavel fra denne som alle andre Kirker i Byen! Presterne knurrede, men fik Valg mellem at falde til Fode eller at være utlæge og valgte det sidste.

Høvdingerne havde appelleret til Rom, og Jon sendte nu ogsaa Gesandter did. Pave Martin IV var imidlertid optagen af andre og for ham langt vigtigere Sager. Af de norske Anliggender interesserede han sig nærmest kun for Pavetiendens Betaling og anmodede derfor i Marts 1282 Kong Erik om her ikke at lægge Hindringer i Veien, hvis der var gjort

  1. Biskupa Sögur I. 715. At Jon reiste 29 Juli, anføres af Munch, men saa staar der ikke i hans Kilde, Arnes Saga l. c.
  2. Dipl. Norv. III. No. 20.