som hans „Skutilsvende“ selv tredie skulde være frie for alle offentlige Byrder, medens de øvrige kun skulde være frie selv anden. De øvrige fire norske Biskopper fik en lignende Ret for 40 Personer. Disse Biskopstjenere ville vi i en meget senere Tid gjenfinde under Navnet „Sædesvende“.[1] Navnet „Skutilsvende“ findes derimod neppe siden anvendt om Erkebispens Folk i noget kjendt Document. Til de store Indrømmelser i Hovedbrevet føiede den eftergivende Magnus kort efter endnu en meget væsentlig angaaende Tienden. Medens denne hidtil kun havde været ydet af Kvægavl, Jordbrug og Fiskeri, udvidedes den nu til at gjelde omtrent enhver Næring eller Indtægt.[2] Og dette var endda ikke nok. Kort efter indrømmede Magnus endnu flere Begunstigelser for Jon, der „styrker os og vor kongelige Magt i mange gode Ting ved de daglige Forbønner til Gud, som han med faderlig velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Bern“ o. s. v. Han udvidede Erkebispens Ret til Sagefald, bestemte nærmere hans Myntret, gav Ledingsfrihed til alle Steenhuggere, Tømmermænd o. s. v. og andre Arbeidere ved Nidaros Domkirke, afstod Tomter i Staden o. s. v. overhoved bestod der, saavidt man kan see, det bedste Venskab mellem Konge og Metropolitan. I 1275 havde han saaledes ifølge Annalerne ledsaget Magnus paa et Tog til Elven. I Forening havde Magnus og Jon ogsaa, uvist naar, aabnet St. Olafs Skrin i Domkirken.
Hierarchiet havde altsaa vundet en Seir af den mest vidtrækkende Betydning. Nu kunde Erkebispen selv skride til at udarbeide sin nye Christenret, der bærer hans Navn, og som skulde være gjeldende Kirkelov for det hele Land.
Allerede i Kong Magnus’s sidste Dage er der Spor til, at Jons Fordringer, der stadig vedbleve at voxe og syntes ikke at ville tage Ende, dog omsider begyndte at støde paa Modstand, om end ikke fra Kongen, saa dog fra hans Mænd. Jon havde nemlig opstillet et nyt og vidtrækkende Krav. Dette fremkaldtes ved den i denne Tid foregaaede Omregulering af Ledingen, som nu tildels overgik til en reel Byrde paa Eiendommene. Jon vilde, at Geistlighedens Leilændinge
