Noget, der umuligt har kunnet være Kong Haakon kjært, men som derfor bliver saa meget mere betegnende for Einars Standpunkt ligeoverfor denne. Ogsaa Forgjængeren Sørles Gave til Capitlet bekræftedes.[1] Da ogsaa Brevet herom udstedtes under Einars Ophold ved Curien, kan han umulig have været uvidende derom, men udvirket dette Brev har han dog vist ikke, som vi senere skulle erfare. Man skulde derfor formode, at en af de to ovennævnte Chorsbrødre eller begge have fulgt ham til Pavehoffet og der udvirket denne Bulle.
Derefter drog den nye Erkebiskop til Norge, hvor han kom i Land ved Øen Alden i Søndfjord. Men han opsøgte ikke Kongen og drog lige til sin Stol i Nidaros. Selvfølgelig optog ikke Haakon dette vel, og da Einar fik dette at høre, reiste han dog omsider til Kongen i Bergen og blev „vel modtagen.“ Han foreslog nu Kongen at træffe Bestemmelse om sine to gjenlevende Sønners fremtidige Stilling i Norge. Selv havde han, som vi vide, i sin Tid givet den ældre af disse, den unge Haakon, Kongenavn under critiske Forhold, og siden havde han „lagt den største Kjærlighed paa ham.“ Kongen selv, der yndede den yngre Søn, Magnus, idetmindste ligesaameget som den ældre, var stemt for at begge skulde blive Konger, Erkebiskoppen vilde herimod have Magnus affunden med Hertugtitel, og en mindre Deel af Riget. Der toges dog ingen Bestemmelse dengang (1255), og Erkebispen skiltes i „største Venskab“ fra Kongen.
I 1257 lod Kong Haakon paa Grund af det ufredelige Forhold, hvori han var kommen til Kong Christopher I af Danmark udbyde Leding og bød Einar og de øvrige Biskopper at følge med, hvilket skede. Den unge Kong Haakon døde ved denne Tid. Det blev derfor besluttet, at Magnus, nu eneste gjenlevende af den aldrende Konges Sønner, skulde faa Kongenavn, og dette skeede ogsaa paa Ekerøerne, hvor Erkebispen gav ham Kongenavnet og ved den Leilighed fik et stort Langskib til Gave. Ligesaa ivrig som Einar før havde været i at indynde sig hos den afdøde Kongesøn, ligesaa meget lagde han nu an paa at vinde Magnus. Derefter gik Toget til Kjøbenhavn, hvor Fredsforhandlinger begyndte. Her havde Einar Anledning til at see sin bekjendte danske Collega, den urolige Erkebiskop Jacob Erlandsen
- ↑ Sammesteds III. No. 5.
