temmelig langt bag sig, forekommer det mig rimeligere at antage, at han kun har befundet sig i Paris paa Gjennemreise, og at hans Færd har havt en anden, nu ubekjendt Foranledning. Vist er det imidlertid, at han i Paris modtog Budskabet om, at Chorsbrødrene havde valgt ham til Erkebiskop (1254). Dette overbragtes ham ved to Chorsbrødre, der begge kaldes Magistre og derfor vel tidligere have gjestet Paris. Deres Navne vare Mag. Ottar, der i 1253 kaldes med den usædvanlige og derefter forsvindende Titel Erkeprest og derfor indtager den første Plads foran de fjorten Colleger i Capitlet, og Mag. Haakon.
Som Sagaen udtrykkelig fremhæver, havde Chorsbrødrene foretaget Valget uden derom at underrette Kongen, endsige at begjære hans Samtykke, et paafaldende og dristigt Brud paa hævdet Sædvane, om end ikke paa udtrykkelige Lovbestemmelser. Det forekommer mig ikke umuligt, at deres Mod er voxet ved en Pavebulle, som kort i Forveien var kommen til Landet. Vi erindre, at Capitlet i Hamar et Aar i Forveien havde postuleret en Mand, hvem Paven ikke antog. Dette har det gjort Kongen uadspurgt. Men skjønt Paven altsaa ikke opfyldte deres Ønske i Henseende til Personen, udstedte han dog (2 Jan. 1254) en Bulle, der bød, at den nye Biskop af Hamar skulde anvende Kirkens Straffe mod Enhver, Kongen dog undtagen, som vilde lade dem lide, fordi de havde tilsidesat denne.[1]
Einar drog fra Paris lige til Paven, uden, som det lader, saameget som skriftlig at henvende sig til Kong Haakon. Curien befandt sig ved den Tid ikke i Rom, men i Neapel, hvor Pave Innocents IV døde ved denne Tid (13 Dec. 1254) og efterfulgtes tolv Dage efter af Alexander IV. Denne godkjendte Einars Valg og meddelte ham, der nu altsaa var indviet, de sædvanlige Følgeskrivelser til Capitlet, Stiftsstaden, Stiftet, Suffraganbisperne og Kongen, daterede Neapel 12 Marts 1255.[2] Erkebiskoppens allerede ovenfor omtalte Ret til subsidium pallii hos de øvrige Bisper fik ny Bekræftelse. Endvidere fik han udvirket et Pavebrev om, at Forhandlingerne angaaende Erkebiskop Eysteins Canonisation skulde gjenoptages, idet Paven opnævnte Commissarier, der skulde undersøge Sagen og optage Vidnesbyrd om hans Mirakler,[3]
