Under Forhandlingen derom holdtes et Bispemøde i Bergen, hvor Kongen just var tilstede. Erkebispen og hans Suffraganer forlangte, at Haakon skulde sværge samme Kroningsed, som i sin Tid Magnus Erlingssøn. Men Haakon afviste dette bestemt og erklærede heller aldrig at ville have Kronen paa sit Hoved, end at kjøbe den ved de Opofrelser, som den til Kronen ganske uberettigede Magnus havde fundet sig i.
Efter at alle Vanskeligheder vare udjevnede, sendte Paven Cardinal Vilhelm til Norge for at krone Haakon. Denne Mand var ikke uden tidligere Kjendskab til nordiske Forholde, thi han havde i sin Tid virket i Østersølandene, ja i 1238 endog besøgt Danmark.[1] Han kom over England, og Matthæus Paris, Pavernes og de romerske Curialisters svorne Uven, undlader ikke at tale om hans Udpresninger der. I Bergen samledes alle Norges geistlige og verdslige Høvdinger og de fleste udenbys Chorsbrødre. Endnu omtales ogsaa Erkedegne, men tillige Provster. Erkebiskoppen kom sidst af Biskopperne og Kongen forstod, at Cardinalen var Gjenstand for hemmelige Paavirkninger fra hans Side. Snart kom dette frem derved, at Cardinalen gjentog Biskoppens tidligere omtalte Forlangende om, at Magnus Erlingssøns Kroningsed skulde fornyes. Men da Haakon fremdeles viiste Fasthed, faldt det Hele bort. Kroningen fandt da Sted paa St. Olafs Dag, 29 Juli 1247.
Forhandlingerne efter Kroningen, der omtales i Sagaen, ere af Interesse. Et Forsøg fra Bispernes Side paa gjennem Cardinalen at bevæge Kongen til at afstaa dem en Del af sin Leding, blev af denne selv afvist. Men Bønderne klagede for Vilhelm over, at Biskopperne tilvendte sig selv Kirkernes Tiender, hvilket blev forbudt. Det menige Præsteskab førte ogsaa Klage over Bispernes Overgreb, navnlig at de forlangte Godtgjørelse for Visitatser uden at foretage dem. Ogsaa dette blev forbudt, men, som det synes, i saa ubestemte Udtryk, at Forbudet neppe har hjulpet meget.
- ↑ Scr. Rer. Pruss. II. (Lpg. 1863) 127. Man vil her i „Die Regesten Wilhelms v. Modena“, (S. 116–134) finde et udmærket diplomatisk Materiale til denne Cardinals mærkelige Historie.
viser til, at Haakons Sønnesøn omtrent 40 Aar senere kun med yderste Vanskelighed opdrev 6000 Mark til Hansestæderne (Hartung, Norwegen u. die deutschen Seestädte, Berlin 1878, 79–100), ligesom jeg fremhæver, at man af Matth. Paris. selv erfarer, at endog den engelske Konge Henrik III.s hele Aarsindtægt ikke ansloges saa høit som til 60,000 Mark (Chron. maj. IV. 419.)
