Aaret efter Kroningen fik Norge en mærkelig Gjest i den ovennævnte
af Eftertiden saa høit skattede historiske Forfatter Matthæus
Parisiensis, Munk i St. Albans i England, en Mand, hvis Optegnelser,
skjønt de vist ikke altid ere strengt upartiske, høre til de mest henrivende
Samtidsbilleder, Middelalderen har at fremvise. Han kom for at
bringe Nidarholms Kloster paa Fode igjen. Dette var geraadet i det
dybeste Forfald; „Munkene vare kun Munke af Dragt og aldeles uvidende
i den hellige Benedicts Regel.“ Man udbad sig af Paven Matthæus
til Reformator, og han var i Norge 1248 og udførte Hvervet.
Han maa altsaa nødvendigvis have været i Nidaros og i Berøring med
Erkebiskoppen, men desværre udtaler han sig ikke nærmere derom.
Derimod har han meddelt andre høist interessante Oplysninger om Kong
Haakon og forskjellige Forhold i Norge.[1]
I sine sidste Aar har Sigurd ført forskjellige Forhandlinger med Curien om Bekræftelse af gamle Privilegier o. s. v., ligesom Eysteins Canonisation fremdeles var et Ønske hos Hierarchiet. Mærkeligt er et Pavebrev af 1250, der viser, at allerede nu forskjellige Lykkesøgere have vidst at indtrænge sig i norske geistlige Embeder, særlig i Erkestiftet, ved at tilsnige sig pavelige Befordringsbreve. Sigurd klager herover, og Pave Innocents IV gav ham selv Medhold i en Skrivelse herom til Biskop Arne i Bergen.[2]
Efter Skules Fald var Knut Jarl (1243) bleven forlenet med Thrøndelagen og holdt Hird i Nidaros som derhos endnu ikke sjelden besøgtes af selve Kongen og hans Hof. Knut († 1261) er imidlertid den sidste verdslige Fyrste, der stadig har resideret i Nidaros. Han var en dannet Mand, men henfaldt til Drik og svækkedes derved.
Sigurd døde 6 Marts 1252, netop i Hundredaaret efter Erkestolens Oprettelse.
