Vigtigere var imidlertid den kirkelige Lovgivning, som nu fandt
Sted under gjensidige Indrømmelser fra Kongens og Erkebiskoppens
Side. En ny Christenret for Frostathingslagen, der tillige blev normal
for hele Landet, kom i Stand med de bedste Mænds Raad og Samtykke.
Affattelsestiden tør sættes til omkring 1244. For en stor Deel
maa vistnok Eysteins Gullfjøðr have været benyttet som Grundlag og
den canoniske Ret er i vid Udstrækning trængt ind. Særegen kirkelig
Jurisdiction anerkjendes dog ikke. Peterspengene faa derimod lovlig
Sanction, efter længe factisk at have været paabudte og ydede.[1] Kongens
Indflydelse paa Bispevalgene forbigaaes forsigtigt. Præsteskabets
Immunitet fastholdes, ja endog Præstekonernes, hvilket er mærkeligt,
naar man erindrer Sigurds ovenomtalte Iver for Coelibatet. Biskoppen
har at indsætte Præster, dog med Indrømmelser til Menighederne; flere
Paver have dog indrømmet Kong Haakon Ret til selv at ansætte Præster
ved nye af ham stiftede Kirker, medens de gamle Patronatsrettigheder
ganske maa være opgivne, særlige for Erkestiftet vare
nogle Bestemmelser om den Skyds og Underhold, Erkebiskoppen havde
at fordre af Bønderne paa sine vanlige visitatser. Men en Hovedsag
er det, at denne Lov er kommen i Stand ikke i Erkebispens Navn,
saaledes som Eystein havde villet’ men i Kongens hvorved dennes
gamle Ret med Hensyn til Kirken er hævdet. Har nu virkelig Vilhelm
af Sabina, som det hedder, ved sit norske Besøg fundet den norske
Kirke i Besiddelse af fri Jurisdiction i aandelige Sagen maa dette altsaa
forstaaes med stor Indskrænkning.
Kong Haakons Kroningshistorie maa her forudsættes bekjendt.[2]
- ↑ Jeg gjør her opmærksom paa Dipl. Norv. VIII. No. 3, en 1192 optagen Fortegnelse over norske Bispedømmer, hvorfra svares Afgift til Pavestolen, forfattet af en Cencius. (Om denne Mand see Hurter– Gesch. Pabst Innocentz III, III. 121 flg. Notitsen findes ogsaa hos Muratori, Scr. V. og i Spittlers Sämtl. Wrke IX. 137. Cencius er vel at adskille fra Cenc. Savelli, den senere Honorius III.) At her ikke er Tale om Bispestoles Afgifter, men om Menigmands, er klart af Udtrykket „in archiepiscopatu, in episcopatu.“ &c.
- ↑ Som man veed, fortæller Matthæus Paris. (Chron. maj. ed. Luard IV. 651. V. 222) at Haakon har betalt ikke mindre end 45,000 Mark Sølv til Paven for sin Kroning, nemlig først 30,000 gjennem Abbed Laurentius af Hovedøen og siden 15,000 til Cardinal Vilhelm. Allerede Munch har studset ved den efter Tidens og særlig Norges Vilkaar uhyre Sum, men dog ikke vovet at forkaste Beretningen. Jeg maa dog ansee det urimeligt, for ei at sige umuligt, at Norges Konge har kunnet – foruden alle øvrige Udgifter ved Kroningen – opdrive saa store Beløb. Jeg hen-