Af andre Sagen som Sigurd ved samme Leilighed bragte frem for
Curien, angik den ene Præsternes vedblivende Giftermaal, hvorfor de
selv søgte en Støtte ved at paaberaabe sig den Tradition, at Cardinal
Nicolaus i 1152 havde tilladt dem at gifte sig. Selvfølgelig blev Coelibatet
strengelig indskjærpet, men vistnok uden at Paabudet derom
endnu almindelig blev efterlevet.[1]
I Nidaros Domkirkes Historie indtager Sigurd en fremtrædende Plads, thi under ham begyndte (1248) en ny Periode i dens Bygning. Den vestre Fløi, som nu er en Ruin, fuldførtes i denne og den nærmest følgende Tid. Til Byggearbeidets Fremme fik Kong Haakon i det Søndenfjeldske indført en ny kirkelig Afgift (skot), hvoraf to Trediedele gik til Nidaros Kirke og den ene Trediedel til St. Halvards i Oslo.[2] Nogle Aar tidligere havde Kirken faaet en dengang meget dyrebar ny Helligdom, idet i 1234 (næste Dag før den første Olafsmesse) ifølge Annalernes Vidnesbyrd noget af det hellige Kors kom til Nidaros.
Ligeoverfor Kong Haakon viste Erkebiskop Sigurd sig loyal, men de hierarchiske Tanker og Bestræbelser holdt sig naturligvis fremdeles hos ham og den høie Geistlighed overhoved, og man har aabenbart altid speidet efter Leiligheder til kraftig at gjenoptage og fremme dem. Videst i sin opposition mod Kongemagten gik vistnok Biskop Paal af Hamar (1232–1251), der i sit ensidige Rethaveri gjorde Paastand paa Helgeøen i Mjøsen for sin Stol, fordi den skulde være skjænket til denne af den vitterlige Bedrager, Baglerkongen „Inge“. Han reiste i den Anledning til Rom, udvirkede Pavebreve og satte tilsidst igjennem, om ikke at komme i Besiddelse af Helgeøen, saa dog at faa Vederlag derfor. Kongen havde fremdeles et stærkt Ønske om at blive kronet for derved at udslette sin uægte Fødsels Plet. Han fastholdt ivrig dette Ønske, selv efterat hans Rival Skule var død, og Thronprætendenter herefter vistnok vare utænkelige. Dette medførte en større Villighed, end maaske under andre Omstændigheder var bleven viist, til Indrømmelser og Compromisser med Geistligheden, ja man seer endog, at Haakon i 1241 gik med paa at andrage om Eysteins Canonisation, der dog ligesaalidt nu som før eller siden blev sat igjennem.[3]
