mindre end tre Biskopper sees paa den Tid gjennem Pavebreve at være opfordrede til at nedlægge sine værdigheder.
Den ene af disse Biskopper var Magnus af Skaalholt, der led af en uhelbredelig Sygdom og selv havde tilbudt at resignere. Paven bifaldt dette og paabød kun, at der skulde sørges for hans sømmelige Underholdning.[1] Den anden var den plagsomme og fanatiske, i Norge ofte optrædende Gudmund af Hole. Han, mellem hvis Skrøbeligheder det var, at han havde ladet en Degn oplæse Vielsesordene ved sine Ordinationer, hvilket ingen anden end Ordinator selv turde gjøre, skulde suspenderes, og hvis han var uvillig til at aftræde, faa en duelig Coadjutor.[2] Gudmund døde dog samme Aar og blev som bekjendt anseet for en Helgen. Sigurd lod derpaa Kirkeforholdene paa Island undersøge ved udsendte Visitatorer, og fra nu af blive Biskopperne paa Island stadig valgte af Erkebiskoppen i Forbindelse med hans Capitel, da Bispestolene paa Øen selv ingen Capitler havde. Herefter vil man derfor oftere finde Nordmænd som Biskopper paa Island. Gudmunds Efterfølger blev saaledes en af Elgeseters Augustinere, Botolf. „Han var“ (siges der om ham i en af Formandens Sagaer) „en god og enfoldig Mand og ingen stor Klerk. I det Brev, som han skrev til Erkebiskoppen efter at være kommen til Island, fortalte han, at Folket i Nordfjerdingen ikke viste ham megen Ære, og at de sagde, at det hverken paa hans Hoved eller Hænder var at see, at han var en biskoppelig Mand, og at han havde faaet et fattigt Udstyr. Erkebispen svarede tilbage, at det vistnok var hans Pligt at indvie Biskopper i Nidaros Kirkes Provinds, men ikke at give dem Guldring og Biskopshue.“ Efter 8 Aars Forløb døde denne Botolf under et Besøg ved Erkesædet og blev begravet ved sit gamle Hjem Elgeseter.[3] Ogsaa Biskop Magnus’s Eftermand i Skaalholt var blevet en norsk Mand Sigurd († 1268).
Den tredie af de svage Biskopper var Jofreyr af Orknø, der i mange Aar havde været syg og sengeliggende. Han fik det samme Paalæg som Gudmund af Hole.[4]
