lod sin ældste ægtefødte Søn give Kongenavn, bestræbte Erkebiskoppen og Prioren af Elgeseter, Lambe, sig ivrig for endnu at stifte Forlig mellem Haakon og Skule, hvilket Kongen bestemt afviste. Kongen ilede saa sydover, Skules Magt tilintetgjordes ved Oslo (24 April) og kort efter kom han selv som en elendig Flygtning tilbage til Nidaros. Katastrophen i Elgeseter Kloster og dettes Brand er bekjendt. Forgjeves havde Erkebiskoppen søgt at redde Hertugens Liv og at beskytte Elgeseter Kloster for Vold, og efter Skules Fald gjorde han Vanskeligheder ved at give Birkebeinerne Absolution for deres Færd, og under hvilke Betingelser og Omstændigheder denne Sag endelig er ordnet er uvist.[1] I næste Capitel vil man dog finde omtalt et Pavebrev, som synes at angaa den endelige Afløsning af de i Sagen indviklede Personer. Erkebiskoppen var forøvrigt i dette samme Aar, 1240, af Paven anmodet om med de øvrige Biskopper at møde i Rom[2], men under Omstændigheder, som disse, har det naturligvis været umuligt at efterkomme en saadan Kaldelse.
Imidlertid havde vigtige Begivenheder fundet Sted i Kirkeprovindsen og Erkestiftet. Hertug Skule havde i sine sidste Aar stiftet et Nonnekloster, der blev den sidste Stiftelse af den Art i Erkestiftet. Til hvilken Orden det hørte, er ubekjendt, men det blev anlagt paa hans egen Ættegaard, det berømte Rein. Han lod her opføre en prægtig Klosterkirke af Steen, og i 1238 finde vi hans Søster Sigrid som Stiftelsens Abbedisse. Ogsaa hans ældste Datter, Dronning Margrete, endte her sine Dage. At hans yngste Datter, Rangrid, skulde have efterfulgt sin Fester som Abbedisse, er ikke rigtigt.[3]
Sigurd synes at have været en nidkjær Erkebiskop. I 1232 stevnede han samtlige norske Biskopper til et Møde i Bergen det følgende Aar, uden at vi dog kjender dettes Forhandlinger. I 1237 har Sigurd gjort en Henvendelse til Paven angaaende adskillige vigtige Sager. Navnlig maa han have søgt at foretage, om man saa tør sige, en Oprydning mellem Episkopatet i de ham underlagte stifter paa Øerne; thi ikke
