end i Rom. Sigurds Romerreise og hans Pallium har forøvrigt uden Tvivl været kostbare, thi nogle Aar efter finder vi for første Gang omtalt den siden oftere forekommende Ydelse til Erkebiskoppen, der fik Navn af subsidium pallii og skulde udredes af Kirkeprovindsens øvrige Biskopper. Disse og deres Domcapitler havde samtykt heri, og Pave Gregor IX bekræftede Vedtægten 1237.[1]
De første Aar af Sigurds Virksomhed faldt ind i den Tid da det afgjørende Brud mellem Kong Haakon og hans Svigerfader Skule idelig var at frygte og omsider virkelig indtraadte. Erkebiskoppen søgte stadig at bevare Freden, og man finder hans Bestræbelser i denne Retning omtalte i Kongesagaen ved Aarene 1234–1236. Om Høsten 1239 var Erkebiskoppen efter et Møde med Kongen i Bergen paa Søndmøre i Visitats. Udsigterne vare truende, og Sigurd satte en almindelig Grid for denne Vinter under Bansstraf for den, der brod den, men til ingen Nytte. Hertug Skule drog nemlig samtidig til Nidaros, og her naaede nu hans Stemplinger sit Høidepunkt. Mellem dem, der eggede ham til at antage Kongenavn, vare nogle af Chorsbrødrene. De „forelæste ham Lovbøgerne“ for at godtgjøre hans Ret til Broderen Inges Kongedømme, ligesaavel som til hans private Arv. Aabenbart har dette været de ved Magnus Erlingsøns Kroning fremkomne Lovbestemmelser, der vistnok udelukkede Haakon som uægte født fra Thronfølgen, men rigtignok ogsaa paabøde et Valg, der ikke var foregaaet og ikke søgtes eller kunde søges opnaaet. Da saa Ørething skulde holdes (6 November 1239) og St. Olafs Skrin forlangtes, var der Uenighed blandt Chorsbrødrene, om dette kunde tilstedes. Den fraværende Erkebiskop havde indsat Eystein Sure (sin Farbroder Raadsmanden Eystein?) til Capitlets Formand og til at svare for dette i de vanskeligste Sager. Han vilde iethvert Fald have denne Sag udsat til Erkebiskop Sigurds Hjemkomst, og truede dem med Ban, der bare Skrinet ud. Som bekjendt mødtes han med Trods, og Skule hyldedes som Konge. Ogsaa Abbeden paa Nidarholm, den urolige Bjørn, havde ivrig arbeidet for Skule.
Først nogen Tid efter fik Erkebiskoppen paa sin Hjemreise disse Tidender at vide. Han skrev strax til Kong Haakon og drog ind til sit Sæde. Da nu Kongen tidlig paa Aaret 1210 ilede til Nidaros og
- ↑ Dipl. Norv. VI. No. 21.
