Vidnesbyrd. Ved sin Død maa han, naar det erindres, at han allerede 1150 var indtraadt i St. Victors Convent, have været overmaade gammel. Med dette sin Ungdoms Kloster havde han ogsaa, efter at han var vendt hjem, vedligeholdt Forbindelsen. Han havde sendt til St. Victor nogle Olafsreliquier, hvorfor ogsaa den norske Landshelgen vedblev at dyrkes der lige ind i det attende Aarhundrede. Eriks Aartid blev ogsaa ihukommet i St. Victor hver 3 Mai.[1] Efter hvad vi have erfaret om ham, maa han have været en Mand af gode Studier og en energisk og opofrende Kjæmper for Hierarchiets Sag, hvilken han uden Tvivl af ganske Hjerte og af fuld Overbevisning var hengiven. Han har ved sin Død kunnet se tilbage paa et Liv, fuldt af mange Omskiftelser saavel for ham selv, som for hans Fædreland.
- ↑ Ny Kirkehist. Saml. III, 434.
