Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/120

Baardssøn besteg Thronen. Lendermændene havde ønsket Haakon Jarl, men Almuen vilde have Inge. Erkebiskoppen sluttede sig til Bønderne og Inge blev valgt efter „hans Raad.“ Den kortere Bearbeidelse af hin Tids Saga tilføier, at „Inge havde for været hos Erkebispen“, hvilket vel maa betyde, at han havde søgt ham for at vinde hans Bevaagenhed og sikre sig hans Indflydelse til sin Fordel.^[1].

Erik havde nu i mange Aar været blind og følte sig i det Hele svag. Medens han var i Danmark, havde han maattet lade Absalon indvie Biskop Paal til Skaalholt og maattet lade sig nøie med at være en af de assisterende Biskopper ved Ordinationen.^[2] Efter Hjemkomsten til Nidaros havde han dog selv (1203) indviet den bekjendte Gudmund til Holes Bispestol.^[3] Man seer ogsaa Erkestolen 1203 i Handelsforbindelse med England. Kong Johan indrømmer af Kjærlighed til Gud Erik og hans Successorer hvert Aar, enten det er frugtbart eller ikke, at lade et Skib med Korn og Levnetsmidler i England sine omni exactione.^[4]

Men han længtes efter Ro og besluttede at nedlægge sit Embede. Til sin Eftermand bestemte han, og Chorsbrødrene maa altsaa have samtykket heri, en Mand udenfor Erkestiftet. Han sendte nemlig 1205 Bud til Thore, Chorsbroder i Oslo, og bad ham at komme op til Nidaros uden nærmere at forklare ham Hensigten. Thore kom og fik nu at vide, hvad det gjaldt, hvorpaa han drog til Rom efter Pallium.^[5]

Som fratraadt Erkebiskop levede Erik endnu i nogle Aar. Man finder, at han i 1212 var med at besegle det Brev, hvorved Kong Inge og hans Halvbroder Hertug Haakon traf Bestemmelser om Thronfølgen, og i det følgende Aar 1213 døde han efter de islandske Annalers

1. Keyser (Norges Historie II. 171) har forstaaet det som, at Erkebispen havde opfostret Inge. Dette er i sig selv ganske usandsynligt og bliver ligefrem umuligt, naar man betænker, at Erik jo havde været landflygtig i de Aar, da Inge kunde have tiltrængt Opfostring.
2. Biskupa Sögur I. 130: Absalon erkibiskup vigði Pàl at ráði Eiriks erkibiskups, er eigi hafði þá sjálfr sýn til at vigja hann, voru biskupar við vigslu Þáls biskups Eirikr erkibiskup ok Petr biskup af Roiskeldu. Den islandske Biskop gav hver af Erkebisperne en Guldring og desuden Gaver til andre Geistlige.
3. Biskupa Sögur I. 485. II 6, 53–54. Sturlunga Saga, ed. Vigfusson II. 293.
4. Rotuli Chart. I, 1, 100. b.
5. Fornm. Sögur IX. 226. Biskupa Sögur II. 88, hvor det feilagtigen siges, at Valget skede med (den da døde) Kong Haakons Samtykke.