Eystein ham paa Færden. Det blev, som bekjendt, kun en ny Ulykke for Magnus, Nederlaget paa Ilevolden 1180 og derpaa maatte baade Magnus og Eystein atter flygte til Bergen.
Kort efter forlode de begge Norge. Kongen søgte til sine Frænder i Danmark men Eystein drog til England og forblev der i tre Aar. At han her bansatte Kong Sverre, siges udtrykkelig af den engelske Chronist Roger af Hoveden, men nogen Følge heraf kjendes ikke, og senere nævnes heller ikke denne Bansættelse. Og i Modsætning til sin Eftermand, der udvirkede Sverre bansat af selve Paven, vides Eystein ikke at have søgt Curiens Bistand mod sin vældige Modstander.
Dette Eysteins engelske Exil udgjør forøvrigt et interessant Afsnit af hans Liv. Heldigvis har nemlig hans Ophold der efterladt Vidnesbyrd i engelske Kildeskrifter. Vi see, at han, enten han nu allerede fra tidligere Dage har været kjendt i England eller ikke, i ethvert Fald nu forstod at gjøre sig gjældende som en Personlighed, der maatte indgyde Agtelse og vække Sympathi. En længere Tid sees han at have tilbragt i et Kloster, Bury St. Edmunds[1], der bestod i den By, som endnu bærer dette Navn i Suffolk Shire, N. V. for Ipswich, og hvor siden de engelske Baroner sluttede sit Forbund mod Johan uden Land. Til dette berømte Kloster kom han den 11 August 1181. Dets Tilstand var da høist mislig, thi Abbeden Hugo var just død efter at have bragt sit Klosters Finantser i den allerværste Uorden; Bygningerne vare forfaldne, de hellige Kar pantsatte til Jøder, og Brødrene kunde knapt vise sig uden at overfaldes af Creditorer. Gjestfrihed blev dog fremdeles ydet, og fra Kong Henrik II oppebar han til sine Fornødenheder daglig 10 Solidi. Men for Munkenes Venlighed formaaede han at yde Gjengjæld. Det gjaldt for disse at opnaa Tilladelse til frit at vælge en ny Abbed, men dette synes at have mødt Vanskeligheder fra Kongens Side. Eystein talte nu, siger en af Klostrets Historieskrivere, kraftig Brødrenes Sag hos Kongen og fortalte, hvad han havde seet
- ↑ Den engelske Helgen Edmund hørte til de i Norge hyppig dyrkede Helgener og det længe før denne Tid. I 1117 var Hovedøens Kloster bleven indviet bl. a. til ham. I Bergen gaves et Edmundsgilde, og flere Kirker (f. Ex. Vanelvens) vare ham helligede. Navnet er derfor (under Formen Jetmund) endnu ikke sjeldent paa Vestlandet.
