som ved Bøndernes Hjælp skal føre dem til Fogden, og Alt, hvis de have med at fare, dennem fratages, og deres Anførere paa Livet straffes og de Andre inden vis Tid at rømme Riget fra næste Steder, de kunne udkomme; og hvis de efter den Tid spørges eller overkommes kunne her i Riget, da som deres Anførere at straffes paa Livet, og hvo dennem hilser eller herberger, bøde til sit Herskab for hver Nat og for hver Person som den, der hilser Fredløse,“ og: „Skipper eller Færgemand, som indfører i Riget eller flytter over et Færgested til el andet nogen Tater, have forbrudt Skibet, han haver at føre, og sin halve Boeslod.“
I en Anordning om Politiets Administration i Danmark 22de Oktbr. 1701, Post 2, Kap. 4, indskjærpes: „Med Jøder – samt Tatere og andre uchristne Personer, som omløbe og besvige Folk, Løsgjængere og Betlere skal han (Politimesteren) forholde sig efter Loven og Forordningerne[1].“ Ved Reskr. 8 August 1738 udvidedes denne Anordning til ogsaa at gjælde for Norge, og den anførte Paragraph optoges desuden ordlydende i flere efter samme Anordning som Mønster dannede specielle Love, nemlig Polilianordn. for Bergens By 24 Januar 1710 og for Christiania 12 Februar 1745 samt Instrux for Politimesteren i Christianssand 5 Juni 1776, overalt Post 2, Kap. 4.
- ↑ Det er vist ikke tilfældigt, at Taterne, som man sikkerlig ellers vidste saare liden Besked om, sammenstilles med Jøder og andre uchristne Personer; de betragtedes vistnok ganske ligefrem som Hedninger. I Rigsarchivet stødte jeg tilfældigvis paa en Brevvexling mellem en Student Resen, der i Aaret 1706 sendtes op til Finmarken for at undersøge Finlappernes religiøse Tilstand, og en Præst i eet svenske Lapmarken. Denne sidste omtaler, hvorledes mange Lapper indrettede sine nomadiske Flytninger ud og ind over Grændsen saaledes, at de kunde unddrage sig al kirkelig Kontrol og derved næsten lignede de hedenske Tatare.“ – Nu, Lappernes Uvæsen gjorde man sig al Flid for at rette paa; men at forhjælpe de hedenske Tatere til et skikkeligt Liv, det tænkte Ingen paa.
