Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/94

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
80


Rækken af disse Vidnesbyrd om Lovgivningens Ugunst mod Taterne er maaske fyldt, naar der endnu af en Instruktion af Aaret 1757 for Amtmanden over daværende Oplands Amt erindres følgende Artikel: „Alle Landstrugere, Tartarer, Jeder og deslige Folk, som uden Pas og uden Besked kun omstrippe Landet og under et Skin af Betleri ofte begaa store Laster og Guds Fortørnelse, dennem ville vi allernaadigst, at Amtmanden tilligemed Fogderne, Bondelensmændene og Almuens Hjælp uafladelig skal forfølge og i ingen Maade der i Amtet lide, men saasnart nogen saadan opdages, strax forjage. Skulde og dertil behøves Hjælp af Militien, da skal den næst ved Haanden kommanderende Officer med saa meget munderet Mandskab, som fornødent gjøres, uden ringeste Undskyldning og Forevending strax være dennem assisterlig[1].“ Man forestille sig engang et saadant lidet Feldttog – en i Hast sammenkaldt Bondetrop med gamle Geværer og Pallasker, Lensmanden ridende foran og med kraftig Tiltale opmuntrende sin Skare til den uvante Bedrift!

Det er allerede yttret, at disse svære Trudsler imod Taterne sandsynlig ikke skadede dem stort; vi behøve ikke at tænke os, at den barbariske Lov, som bød at straffe Tatere paa Livet, blot fordi de vare Tatere, uden Hensyn til, om de vare overbeviste om nogen svær Brøde eller ei, ret ofte blev exekveret. Et Tilfælde er dog bekjendt, hvor dette maa antages at være skeet. I Aaret 1737 indberettede Stiftsbefalingsmanden i Throndhjem til Regjeringen i Kjøbenhavn, hvorledes Landet var opfyldt af Landstrygere og fordægtige Folk; der var „Italienere, som gave sig ud for at have været fangne i Tyrkiet[2], og af adskillige Nationer, et Komplot og ondt Sel-

  1. Thaarup „Magazin for Norges Beskrivelse,“ 2, 522.
  2. Det skulde undre mig, om disse foregivne Italienere ikke vare fiffige Tatere, som søgte at drage Fordel af Almuens Medlidenhed med de af tyrkiske Sørøvere fangne Christne, hvis Lidelser Rygtet vel ofte fortalte om. Eller mon Stiftsbefalingsmandens Opfattelse endog skulde grunde sig paa en oprigtig Taters fuldstændige Forkla-